1905-05-03

[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. th.:] Rohde

Kjære Ven.

Tiden gaar og med den de gode Forsætter.
Jeg troede jeg igjen snart skulde have set
Dem, men nu varer det maaske atter en
Stund.
Lad mig da sige Dem — hvad jeg blant
andet søgte Dem for — Tak for den smuk-
ke Maade, De har omtalt mig paa; jeg kan
forsikre Dem for, at det har glædet mig og
min Familie meget. Men i det hele
Taget har det være[t] mig som mange af
mine Venner en stor Fornøjelse at følge
Deres Arbejde i Politiken. En god
Ven sagde forleden om Dem, “hvor Han-
nover er vokset”, og jeg kan vel nok
uden at synes protegerende slutte mig

[2]

samstemme hertil.
Det er saare sjælden, at en udøvende Kunstner
læser Kunstkritiker som næsten kunne dække
hans egne Anskuelser; og naar sligt er
Tilfældet, er det naturligvis i mere end
en Henseende en Tilfredsstillelse, som han
er højlig taknemmelig for.

Efter hvad jeg har hørt i Byen er Deres Hu-
stru nu meget bedre; naar hun er rask
nok til det, vil min Kone gjerne have
Lov til at aflægge hende et lille Besøg.

Vi tænker imidlertid paa at tage en lille
Tour til Berlin for at se Menzel-Ud-
stillingen, der — som Grønvold underretter
mig om — endnu er aaben i Maj.

[3]

Om jeg ikke skulde se Dem forinden,
da Farvel saalænge og stadig god Bedring
med Hustruen.
Venlig Hilsen fra min Kone
og Deres hengivne
Johan Rohde