1900-04-07

[Øv. t.h. er noteret Rohde I. m. blyant,
E. Hannovers håndskrift]

Kjære Ven! Tak for Deres Brev og for de
varme, venlige Forsikringer, hvormed det ender.

Naar jeg nu alligevel igjen griber Pennen, er
det fordi der netop imellem gode Venner ingen
Misforstaaelser maa være; har man ikke
forstaaet hinanden, maa der tales ud indtil
Klarhed.
Deres Brev synes at tyde paa, at De ikke
ganske har forstaaet mig; ja jeg læser hos
Dem igjen netop de Beskyldninger, som
jeg vilde værge mig imod, endog paa sine
Steder i en forstærket Form.

Jeg maa derfor tage Sagen op igjen, og De
maa tilgive mig, om jeg skulde blive noget
vidtløftigt. —

Der regner saa meget ned over mig i denne
Tid — for ganske nylig har saaledes Bindes[-]
bøll — og formodentlig andre bag ham — aab-
net en Campagne imod mig for min

[2]

Ondartethed i Kunstforeningen, hvor jeg dog
ellers troede, at jeg havde været forholdsvis
skikkelig; o. s. v. — Men Alt dette affi-
cerer mig nu ikke; men jeg vil absolut ikke
ligeoverfor det Par paalidelige Venner, jeg har,
staa som den gamle bonerte, ungdoms-
fjendske Maler eller som den underfun-
dige Mand med den dobbelte Bund.

Og De vil nu dennegang ikke misforstaa
mig; der skal ikke læses noget imellem
Linjerne, og paa dem staar der endelig
intet som skal saare eller krænke en god
Ven, intet der er sagt i Bitterhed; selv om
Iveren efter at belyse Sagen fuldtud, skulde
bringe mig til at bruge et stærkt Udtryk.
—
Selve Sagens Ophav den i disse Dage saa
berømte Dame interesserer mig nu slet ikke,
men det er de almindelige Domme, De
i Anledning af hende er kommen til at
fælde over mig og mine Kammerater, som
jeg maa opholde mig ved.

[3]

Det er nu først dette med min Forbitrelse
over, at Frk. Green kom med paa den frie
Udstilling ifjor. De gjentager Beskyldningen
i Deres Brev; skjønt jeg mente at have
fralagt mig den; thi jeg kjender intet til
den. — Man skulde dog mene, at jeg selv
maatte vide lidt derom.
Hvorledes er Historien opstaaet.?
Da jeg opholdt mig i Italien ifjor under-
rettede den frie Udstillings Bestyrelse — imod
Sædvane — mig ikke om, hvad der forelaa
til Beslutning, saaledes ikke om Forslaget
om Gjæsters Optagelse. I min sicilianske
Fred, tænkte jeg dog ikke paa at gjøre Vrøvl
herover.
Saa hændte det imidlertid, at Bestyrelsen til-
lod sig uden at indhente mit Samtykke
hos Winkel og Magnussen at indkjøbe et Litho-
grafi af mig til bortlodning. Da jeg
ad anden Vej fik dette at vide, protesterede
jeg flere Gange uden Resultat herimod, da
Bortlodningen af dette Arbejde af flere Grun-
de var mig meget imod; — man lod mig
tvertimod vide, at man ikke kunde tage

[4]

noget Hensyn til min Protest og lod saa
oven i Kjøbet Forlæggeren levere en Række u-
brugelige og kasserede Blade, som jeg forlængst
havde forbudt ham at bringe i Handelen.
Med disse Ting og mit Navn reklamerede
man saa i Aviserne uden, at jeg kunde
forhindre det.
Herover blev jeg unægtelig højlig forbitret. —
Her har De Forbitrelsen, som er frisk endnu.

Da jeg nu afsendte en Klage over dette Forhold
til Bestyrelsen, tog jeg Anledning til med
det samme at paatale den ovennævnte
Forsømmelse. Men Klagen drejede sig selv-
følgelig om Bestyrelsens Forhold til mig
og ikke om selve dette Faktum, at Frk. Green
var Udstiller paa den frie Udst., hvilket
hun jo meget vel kunde være bleven, selv
om jeg havde stemt imod hende; om jeg
vilde have gjort dette er det forøvrigt ingen,
som kan vide noget om.

[5]

II

At De finder det ganske naturligt, at Frk. Green
ansaa Grunden til min “planmæssige Forføl-
gelse” af hende at være mit Had til Slott-
Møller undrer mig ahøjlig. — At hade en
ung Dame fordi hun har været saa uhel-
dig at falde i Kløerne paa Slott-Møllers!
—Hvorledes maatte da ikke mine Følelser
blive ligeoverfor de af mine Venner, der endnu
ere gode Venner med hin Familie?

Men hvad der dog har undret mig mest
i Deres Brev, er Deres Udtalelse om
min famøse Lovændring og alle de Slut-
ninger, De i den Anledning kommer til.
Har De virkelig Ret paa dette Punkt,
kan jeg ikke se andet end, at jeg i mit
sidste Brev til Dem har gjort mig
skyldig i en ligefrem maskeret Løgn.
Og naar De kalder min Lovændring
“en Ændring, i følge hvilken der kan stemmes
paa Billeder uden, at de ere besete[“], da
er en saadan Betegnelse, hvor De nu end

[6]

har den fra, mildest talt en Perfidi.
Jeg tror imidlertid ingenlunde, at De har
gjort Dem skyldig heri — dette vilde De
aldrig gjøre.; men De maa simpelt hen
ikke kjende til den Sag, hvorom De taler.
—
Nu skal jeg præsentere for Dem de to gam-
le Lovparagraffer, som bleve indførte for 2-3
Aar siden

Indklæbet, uddrag af de trykte lovparagraffer:

6.
Forslag om Optagelse af Medlemmer og om Indbydelse af Gæster fremsættes paa en
Generalforsamling. Enhver Aktionær og ethvert Medlem kan stille saadant Forslag. Det staar
enhver Foreslagsstiller frit for kort at motivere sit Forslag. Iøvrigt finder ingen Forhandling Sted
om de stillede Forslag.
Senest 5 Dage efter den Generalforsamling, hvorpaa Forslaget er fremsat, udsender Be-
styrelsen dateret skriftlig Meddelelse om de Foreslaaedes Navne til samtlige Aktionærer og
Medlemmer.

Indklæbet, uddrag af de trykte lovparagraffer:

Afstemning sker ved Indsendelse til Bestyrelsen af underskrevne Stemmesedler senest 14
Dage efter Kandidatlistens Datum.
Bestyrelsen tilstiller Aktionærer og Medlemmer skriftlig Meddelelse om Afstemningens
Udfald. Stemmesedlerne opbevares den følgende Generalforsamling over.

7.
Kunstnere, der ønske at deltage i “Den frie Udstilling” som Gæster, kunne, ogsaa uden
at være bragte i Forslag paa en Generalforsamling, gjennem et Medlem indsende deres Arbejder
til Bestyrelsen, som drager Omsorg for, at der gives Medlemmerne Lejlighed til at tage dem i
Øjesyn. Om Kandidaternes Navne samt om Tid og Sted for Udstillingen og de indsendte Ar-
bejder gives der Medlemmerne skriftlig Meddelelse.
Afstemning foregaar ved Nedlæggelse af underskreven Stemmeseddel i en i Udstillings-
lokalet anbragt lukket Urne.

[Slut]

[Da der i § 7 ikke findes nogen Bestemmelse om Tidsfrist, kunde disse
Afstemninger foregaa saa hurtigt, at der ikke levnedes Tid til at
sende udenbys boende Medlemmer saa betids Meddelelse, at de
kunde komme til at deltage i Afstemningen.]*

[7]

Og saaledes lyder min Ændring: [som endnu ikke
er trykt, men som gengives her i Erik Hen-
richsens Afskrift af Forhandlingsprotokollen]

[indklæbet i brevet:]

Ændring, vedtaget paa den ordinære Generalforsamling
5 Decbr 1899

§ 7 bortfalder
Til § 6 føjes: “Saafremt de foreslaaede Kunstnere menes
“ ikke at være almindelige bekendte, kan Proponenten for-
“ lange, at Bestyrelsen drager Omsorg for, at der gives Med-
“ lemmerne Lejlighed til at se den foreslaaede Kunstners Ar-
“ bejder inden Afstemningen.”

[Slut]

Om denne Ændring, der i ingen Henseende be-
sværliggjør de unges Optagelse på den frie
Udstilling, hvilket jo blant andet bevises af,
at den frie Udstilling levede sine første 7 Aar
uden den Slott-Møllerske Omredaktion af Lovene
(Indførelsen af Urnen i Valglokalet.) — en
Ændring, som er indført med Enstemmighed
paa mit Forslag, for at undgaa Tilfældig-

[8]

heder ved Afstemningen, siger De følgende:

“Den (den frie Udst.) havde engang en Xrepubli-
kansk Forfatning.” Der er navnlig efter den
sidste Lovændring intet mere tilbage heraf;
en ganske sikkert skjæbnesvanger Lovændring; thi
derom kan der næppe være Tvivl, at der bli-
ver ingen Billeder paa den frie Udstilling at
censurere efter den nye Censur. Intet fornuf-
tigt Menneske vil underkaste sig den.
Maaske var dette Meningen, maaske vilde
De og Meningsfæller netop værne Dem
imod Tilgang!
Men kjære, gode Ven! Er dette dog ikke
ganske hysterisk! — Jeg forstaar virke-
lig ikke, hvor det er muligt, at et saa klart
Hovede som Deres har kunnet lade Dem
saaledes forvirre af en ung Dames Pjan-
kerier. —
—
Hvorledes stemmer man altsaa nu.
Ganske som i de første 7 Aar, den frie Udstil-
ling bestod, og der var dog dengang nogle fornuftige
—
XDen republikanske Forfatning plejer dog ellers at
være den, hvor alle Borgere ere stemmeberettigede.

[9]

III

Mennesker og gode Kunstnere, der underkastede
sig vor Censur. — havde man ikke Lejlighed
til at møde personligt i den frie Udstillings Lokaler
at tage de foreslaaede Arbejder
i Øjesyn, skrev man til Bestyrelsen, at man
stemte ja eller nej, hvis eftersom man kjendte de
udstillede Arbejder eller den paagjældendes Kunst-
ners hele Produktion; eller man ikke kjendte
den, enten afholdt man sig fra at stemme
eller man, om Afstemningen var af Vigtighed,
overdrog en anden af de frie Udstillere, hvis Dom
plejede at falde sammen med ens egen
Dom om at varetage ens Interesse, eller
man stemte simpelt hen ja med den
Motivering, at, naar den eller den Kunstner
foreslog og anbefalede til Optagelse de nævnte
Arbejder, vilde man gjerne give dem sin
Stemme, ganske saaledes som man i det
borgerlige Liv saa ofte maa stemme paa
en Kandidat paa en Meningsfælles An-
befaling. —
Men De synes at gaa ud fra, at den
frie Udstillings Medlemmer kun ønsker at
nedslagte alle de unge Kunstnere, der nærmer

[10]

sig den, medens dog Sandheden er, at vi alle
Dage har stræbt at faa dem ind til os.
—
Saaledes som Slott-Møller havde affattet sin
Paragraf hændte det, af f. Ex Elever af Zahrtmann
indsendte Billeder til Bedømmelse, som ved-
kommendes gode Venner, der meget godt kjendte
de nævnte Billeder, ikke kom til at stemme
paa, fordi de tilfældigvis (Vennerne) tilfældig-
vis sad ovre i Fyn eller Smaaland og
paa den anden Side var det ikke udelukket
at et energisk Medlem kunde skrive om-
kring efter Stemmesedler, som kunde kastes
i Urnen af anden Mand, hvilket ifølge Para-
grafen ikke var forbudt.
Ofte er det hændt at saa faa Mennesker har ind-
fundet sig personligt, at ingen Afstemning har
kunnet finde Sted af Mangel paa Stemmer.
Det kunde hænde at en ganske ubekjendt (Frk. Kjær)
Kunstner er gaaet igjennem paa denne Maade,
medens f. Ex en bekjendt Kunstner som Dorph
er falden igjennem, skjønt han har faaet

[11]

en halvgang saamange Ja-Stemmer som
foran nævnte.

Det er mig derfor ganske umulig at se,
at der imellem de to Paragrafer er nogen
reel Forskjel; det samme Resultat kan
hidføres ved Hjælp af dem begge; men
den af Slott-Møller indførte er rent for-
melt set uheldigt affattet, idet den
giver Plads for en Mængde Tilfældigheder,
navnlig naar en Del Medlemmer vare-
tager Deres Stemmeret paa en sløj
Maade.
Der er ikke og har aldrig været nogen Bestem-
melse om, at man for at stemme skulde møde
frem og se paa de indsendte Arbejder; og der
kan efter den gamle som den nye Paragraf
stemmes af alle Medlemmer af den frie Udstilling
forudsat, at de underrettes om at Afstemningen
foregaar; det jeg har ønsket er, at Bestyrelsen
er forpligtet til at underrette alle Medlemmer
herom og at dette dette ikke paahviler og giver
dem Lejlighed til at stemme og, at det ikke
bliver det enkelte Medlem, som ved den Interesse

[12]

han nu nærer for eller imod de foreslaaede,
kommer til at dirigere et Valg.

Men min Forudsætning — en Forudsætning som
jeg selvfølgelig er berettiget til at have — er den
at alle stemmeberettigede opfylder deres Pligt
paa en samvittighedsfuld Maade — og skal
saafremt de stemmer skaffer sig et virkeligt
Kjendskab til det, de stemmer om, hvilket selv-
følgelig bedst faaes ved Selvsyn.
—

Men Deres Brev viser mig, hvorledes den
Slott-Møllerske Gift, skjænket ud Aar for Aar,
er i Stand til at angribe selv sunde rettænkende
og klogttænkende Mennesker. — Der er natur-
ligvis ikke noget mærkeligt heri, jeg vilde natur-
ligvis selv, naar jeg Aar ud og Aar ind fik
høre en Paastand, som ingen maaske tilfældigvis
kom til at modsige, tro at der dog maatte
være noget i den. —
I en halv Snes Aar har jeg aarlig hørt disse
Bemærkninger, som jo giver en Gjenlyd i Deres
Udtalelser om mit sølle Forslag til § 6.
Familien Slott-Møller, der jo ikke plejer at

[13]

IV

nægte sig noget; har heller ikke nægtet sig mit
Had til Ungdommen, den bedagede impotente
Kunstners Had til det nye, det kommende,
som altid fik min klamme Haand at føle.
—

Sandheden er dog nok den, — kjære Ven, — hvilken
jeg har Selvfølelse nok til at udtale, — at hvor
ringe og ubetydelig en Kunstner jeg end alle Da-
ge har været, er der vel næppe nogen af mine
Samtidige, der mere har søgt Ungdommen og
lige til de yngste, ingen der har elsket den, men
end jeg ligefra den Dag jeg i Foraaret 1883
gik omkring i Akademiets Klasser og søgte at
hværve de 10 Aar yngre Kammerater til Fra-
fald og Selvstændighed, og den eneste Virksomhed,
som jeg er stolt af, er at jeg siden den Tid har
været i Stand til at knytte netop de unge til
de Foretagender jeg har været knyttet til, det
være sig nu Studieskoler, Foreninger eller Udstil-
linger.
Der er da heller ikke tilkommen en ung Deltager
til den frie Udtilling, som jeg ikke har stemt for,
og saa godt som ingen, der ikke er til kom-

[14]

men til paa mit Initiativ.

Naar jeg en Gang er gaaet til de Boliger, hvor
der jo kun skal være Ungdom, og De har
arvet min Kunstnerkorrespondance, vil De
vistnok kunne se, hvilket Arbejde jeg har
ofret paa denne Ungdom, baade den vi har
knyttet til vor Udstilling og den, det ikke har
lykkedes at knytte til den. —

Men jeg har engang stemt imod en høj, blond,
ung Dame, derfra alle disse Taarer.

Sluttelig angriber De selve den frie Udstilling
som Institution, De finder den mere aka-
demisk end selve Akademiet, bornert og bureau-
kratisk som den ledes, og den varme Sympa-
thi, som De engang nærede for den er som
bortvejret.
Jeg har atter og atter spurgt mig selv, hvorfra
den kommer, den Kjølighed, næsten Fjendtlighed,
fra den frie Udstillings gamle og eneste Ven;
thi uden at se optimistisk er det min Over-
bevisning, at tog man en af de første saa

[15]

opsigtsvækkende Udstillinger ude fra Kleis og hængte
ved Siden af en af vore senere Udstillinger, vilde
den sidste bære Prisen — ja jeg troer det ubetin-
get.
—
De nævner som en Grund selve vort Selskabs
Ordning med de forskjellige Slags Deltagere.

Ja hvad denne de frie Udstilleres Inddeling i
Klasser angaar, da har jeg alle Dage været
en Modstander heraf; men som De vil
erindre blev Princippet indført samme Dag,
den frie Udstilling blev endelig bragt i Stand,
altsaa den Gang De, som De skriver,
stod Fadder til den.

Og om De er inde i den frie Udstillings Til-
blivelseshistorie, erindrer De maaske ogsaa,
hvorfor Princippet blev indført. — Slott-Møllers
ønskede Fru Krøyer som Deltager; hendes kunst-
neriske Bagage var dog — trods alt — for lille,
og saa blev hun med sin berømte eneste Blyants-
tegning smuglet ind med sin Mand, som
maatte vindes for enhver Pris, og Prisen var
hans og Jul. Paulsens Særstilling.
Da Fru Krøyer trak sig definitivt tilbage fra
sin kunstneriske Virksomhed, havde “vore fælles

[16]

Venner” med det samme tabt enhver Interesse
for de to udmærkede Kunstnere.

Jeg fandt det dog nu, efter at vi havde taget imod
de to Kunstneres ganske uegennyttige Hjælp,
for oprørende at sparke dem ud paa et Tids-
punkt, da de maaske kunde undværes. —
Jeg har derfor ogsaa regelmæssig stemt paa
disse to Kunstnere hvert Aar, ligesom forresten
paa alle andre Kunstnere, som jeg engang har
indbudt været med til at indbyde. — Den
Bagvaskelse, jeg i denne Anledning har været Gjen-
stand for fra ovennævnte Personers Side, kjender
De.

Naar Princippet senere er blevet udvidet er det
heller ikke efter mit Ønske; tværtimod.
Jeg erindrer saaledes engang min Opposition imod
Slott-Møller —, netop imod Slott-Møller —
ved en Generalforsamling, hvor jeg brugte følgende
Vendinger:
“De (Slott-Møller) vil jo indføre et helt Manda-
rinsystem med alle mulige Slags Knapper, tilsidst
mangler vi kun den gule Ridejakke for de
allerfineste af os”.

[17]

V
Men naar nu Systemet engang er indført, vil
jeg ikke fralægge mig min Del af det fælles
Ansvar, og skjønt det netop ikke burde være
netop mig der forsvarede Systemet, saa maa
jeg dog bekjende, at jeg ikke finder dette saa for-
færdeligt, at udenforstaaende af den Grund er
nødte til at afholde sig fra enhver Tilslut-
ning til os.

En ung Kunstner eller Kunstnerinde, som bliver
indbudt har fuldkommen Censurfrihed, kan udstille
hos os, hvad hun eller han har Lyst til, og der
tages ved Ophængning o. s. v. samme Hensyn til
Vedkommende som til alle andre Udstillere.
Har en ung Kunstner engang udstillet hos os, vil
han ogsaa kunne gjøre Regning paa i Fremtiden
at kunne udstille hos os, hvad han ønsker; — jeg
ved i hvert Fald kun et beklagelig Tilfælde
hvor en tidlige[re] indbudt Kunstner, som ønskede
at komme med et senere Aar, ikke fik Lej-
lighed til at komme med; men denne Fejl
er senere redresseret overfor vedkommende Kunst-
ner.
—
Men selvom man nu vilde give disse Gjæster
samme Rettigheder som Parthaverne, er dette
praktisk ugjørligt. For i sin Tid, da der paa vor

[18]

nye Bygning paahvilede denne en Byggegjæld, som,
om den ikke blev betalt i rette Tid, vilde medføre
en Fallit — en slet ikke utænkelig Eventualitet —
at undgaa en eventuel Udpantning af selve
de frie Udstillere, raadede vor juridiske Konsu-
lent til at ordne Udstillingen som et Aktiesel-
skab. Dette skete, og hver Deltager fik en Aktie.
—Men man kan nu ikke sidenefter, hvergang man
indbyder en ung Kunstner til Deltagelse i vor
Udstilling, gjøre ham til Aktionær ): [dvs] forære ham
en Aktie paa 1000 Kr., hvor imaginær saa
denne end i Virkeligheden er; og derfor heller ikke
indbyde ham til paa vor aarlige Generalforsam-
ling at tage Bestemmelse om denne Kapitals An-
vendelse. En saadan Optagelse kan kun ske
successivt enten, naar en Aktionær falder fra eller
ny Kapital erhverves. — Men forøvrigt har jeg
da heller aldrig hørt[,] selv om ganske frie Kunst-
nersamfund i andre Lande, at man strax i det
Øjeblik, man traadte ind i et Samfund, som ejede
noget, blev “sociétaire”.

Imidlertid forekommer det mig, at denne unge Mand,
som ellers havde Sympathi for vort Samfund
eller Udstilling, maattet være ualmindelig taabelig, om
han afholdt sig fra at udstille hos os, fordi han ikke
strax kom i Besiddelse af en saadan værdiløs Aktie,
som ingen af os Aktionærer dog sætter mindste Pris paa
saalidt som ... paa de Rettigheder, den giver os. —

[19]

VI
Hvis Ungdommen nu ikke vil komme til os, saa
er det min Mening, at det er fordi Ungdommen
er en anden nu end for 10 Aar siden.

For 10-20 Aar siden havde Ungdommen — paa
alle Omraader — en Kamp at bestaa for at naa
frem. — Kampen er ført og om ikke endt,
saa har dog vor Generation om faktisk sejret.
Vor Sejr har vel ikke faaet sin formelle Af-
slutning, men det er dog vore Ideer, der ere
trængte igjennem. — Jeg ved ikke, om den Ung-
dom, som skal indvi det ny Aarhundrede,
har nogle Ideer, og om den agter at kjæmpe
for disse, men hidtil synes det, som om den
vil nøjes med de Frugter, som Forgængerne
har vundet, og plukke dem, hvor Høsten
er bekvemmest.
For en halv Snes Aar siden havde en For-
fatter selvom han var nok saa talentfuld[,] ret
vanskeligt ved at komme af med sine Pro-
dukter; nu løber alle Forlæggere og Tidsskrifts-
redaktører ligefrem om ved Dørene, især
de sidste, og tigger Artikler.
Troer De, f. Ex at vort fineste Tidsskrift

[20]

for 10 Aar siden havde aabnet sine Spalter
for “en dansk Stil”, som den en Skoledreng for
kort Tid siden præsenterede os, og som skulde
forestille en Anmeldelse af en anset og udmær-
ket Forfatters fleraarige Arbejde? —

For 10-20 Aar siden havde en ung Kunstner,
som havde noget nyt paa Hjærte overordentligt
vanskeligt ved at faa et Arbejde frem paa
en anstændig Udstilling. — Men nu! —
Ser De ikke, hvorledes Bestyrelserne for
alle Byens Kunstudstillinger staar paa Udkig
efter den yngste Maler. — Blot han dog vil
komme, Fedekalven skal ikke udeblive. —
Han har kun at vælge. —

Og han vælger — som det synes ikke naivt be-
gejstret — men ganske koldblodigt; og han
ender formodentlig i de fleste Tilfælde dér,
hvor Fordelen er størst og Risikoen mindst.

—Der blæses ikke mere til Kamp; thi Fjen-
den har simpelt hen nedlagt Vaabnene og sø-
ger nu blot at redde Skindet ved at sværge
ved alle Modstandernes Faner og Standarter;

[21]

der er ingen høj Bølgegang mere; den unge
Mand kan ligge ganske roligt og gynge i sin lille
Baad og anstille sine kloge Beregninger, som vil
føre ham i den sikre Havn. —

Ja, saaledes tænker nu jeg; men maaske ta-
ger jeg ganske fejl. I hvert Fald modsiger
min unge norske Ven Erichsen mig stadigt,
naar jeg paa Gammelmandsvis klager over
Ungdommen. Han arbejder paa Atelier sam-
men med disse unge og yngste Malere, dem,
der nu iaar første Gang præsenterer deres Ta-
lent paa Charlottenborg, og dem, der maaske til
næste Aar vil gjøre det; han staar i Venskabs
Forhold til dem, og han siger som sagt, at jeg
tager ganske fejl.
Disse unge Malere har ogsaa deres Sym-
pathier og Idealer i den lille Træbygning ved
Nordbanegaarden og ønske at komme derind.
—“Men hvorfor kommer de da ikke”, spørger jeg.
“Ved De, hvad jeg hørte forleden Aften i
et Selskab af unge Malere”, svarer han; “Kunde
den frie Udstilling blot blive fri for Fruen-
timmere og Slott-Møller, saa kom vi allesam-
men.” — “Ja”, lød det lidt senere, blot der

[22]

paa den frie Udstilling var en modig Mand,
der kunde besørge det fornødne i den Retning”

—Saaledes lød virkelig Ordene, men glem nu
ikke, at det er min unge Ven Erichsen som
har bragt mig dem, friske fra de unges Lejr
og de ere ikke mine; og jeg gjør dem hel-
ler ikke til mine … De viser mig blot, hvor
Skjæbnen dog kan være ironisk.
—
Men nu maa jeg ikke trætte Dem mere, dette
Brev er ogsaa bleven altfor langt. — Men De kan
vist forstaa, hvor ondt det maa gjøre mig at læ-
se i Deres Brev om den Animositet, De nu næ-
rer for et Foretagende, som jeg jo af egen Erfaring ved,
De omfattede med en saa stor Sympathi, da det fødtes.
—De var jo dengang en virkelig Fadder, der gjorde
alt, hvad en Fadder er i Stand til at gjøre for et Gud-
barn og gjorde det med den største Glæde. — De vil
derfor ogsaa forstaa, at jeg ikke vil sky nogen Umage
for nu muligt at omstemme Dem. —
Men bortset nu fra denne Sag, maa vi to dog kom-
me til en Forstaaelse, og kunne mine mange Ord fore-
bygge at der kommer selv den mindste Kurre paa Traa-
den imellem os, har jeg ikke skreven forgjæves. — Men
jeg haaber nu, at min Hensigt er naaet, og jeg beder
Dem om at modtage Forsikringen om, at jeg er ganske
overbevist om Deres trofaste Venskab for mig, og at mine
Følelser er gjensidige. Med de venligste Hilsener Deres
Hengivne Ven Johan Rohde