Spring til indhold
Menu

1900-10-03

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Transskription

[Øv. t.h. er noteret Indbindes ikke og Rohde m. blyant, E. Hannovers håndskrift]
  1. X . 1900 Ribe.
Kjære Ven!
Tak for de mange smaa Epistler, som jeg
ikke har besvaret og for det store Særtryk.
Ja det forholder sig ganske rigtigt saaledes, at
jeg blev lidt løjerlig ved dette “Hr. Rohde”, som
jeg i sin Tid fik tilsendt. — Imidlertid kom
De jo selv og førte ham ikke med, og dermed
var den Historie ude af Verden. —
Det var nu rigtig rart, at De kom herned og
fik min lille By at se; kjedeligt kun, at De
var saa træt og havde saa travlt. De
burde ligesom de andre have slaaet Dem til
Ro her for nogen Tid.
Prokuratoren Been og Dem her i Ribe i én
Maaned! Det forekommer mig næsten
som en Fabel. Skade at De nu ikke kom
samtidigt; jeg bryder ved Tanken mit Ho-
ved med, hvilke Extravagancer vi da skulde
[2]
have hittet paa. — Men et andet Aar maa
De gjøre det om, tage Konen med og den lille
Frøken og blive her — her er saamæn meget bedre
end i Bagsværd — alligevel. —

De ender et af Deres Breve med at opfor=
dre mig til at “gifte” mig med Ribe. — Jeg
gjorde vel intet hellere; men hun vil ikke have
mig — endnu ikke i hvert Fald. Men som
den gamle forhippede Pebersvend, jeg er, hænger
jeg i stadigt væk, om jeg dog ikke engang skulde
kunne tilegne mig hende. — Men hvor jeg
godt forstaar hendes Knipskhed, naar jeg nu
tænker paa den Behandling, hun har faaet. —
—For en tarvelig Bejler!
Ja det er en Ulykke, naar man skal gjennem-
gaa en Overgangstid og prøve sig frem, at
man er begyndt i saa sen en Alder. — Den
der gaar fra Pogeskolen ind paa Tegnerværkstedet
har bedre Raad til Experimenter; — og dog
kan det ogsaa gaa ham galt, naar han ikke
kjender sin Besøgelses Tid.
[3]
Egentlig mærkeligt, at saamange blev reddede fra
Ødelæggelsen ... under Kampen eller rettere Reaktionen
—thi man mærkede ikke Slagets Bulder — imod det doktri-
nære Friluftsmaleri og med hvad dertil hørte. —
Det var vel af vor Slægtled egentlig kun
Slott-Møllers, Engelsted og mig, der gik tilbunds,
—om vi nu ellers i det hele taget har haft noget
at flyde paa.
Hammershøj og Willumsen fandt deres Klipper,
hvor de stod i deres Ensomhed som det Fyrtaarn
Eddystone og lyste og lod sig besprøjte. —
Niels Skovgaard, der vel kan regnes med til Slægt=
ledet havde skam sine meget svare Anfægtelser,
men med den stærke Rygrad han havde i Fa-
milietraditionen og Pieteten klarede han Skjæret
og blev kun sundere og sandere bagefter.
Ja om det saa var den lille Julius Paulsen saa
vilde han ogsaa lege med, men han nøjedes
dog med at sætte en Glorie uden om Anna Svend-
sen, kalde hende Jomfru Marie og lægge 1000 Kr.
paa i Prisen. Men da Bramsen fandt Glorien
for dyr blev dog begge Tilføjelserne strøgne Dagen
efter; — Det var hans Tribut til Romantiken. —
—Ring fik Afløb for sine Griller ved at male
nogle døde Kapucinere i Palermo, hvilket ikke
skadede hans sjællandske Bønder — .
[4]
Kun Mols, hvis dumme Kalveøjne vi dog
saa gjerne havde givet Troldene, lugtede
med sin Bondesnuhed Lunten paa lang
Afstand og hyttede Poterne.
Og det alleryngste Hold faldt alle som en
Mand i Armene paa Zahrtmann, som redde-
de dem for den eneste sande og saliggjørende
Tro, hvilket er én af hans Fortjenester.
Men hvad nu?
Troer De, at Fæstningen er stærk nok, og
Soldaterne dygtige nok og karakterfaste nok til
efter saa kort Tids Forløb at tage en ny Tørn?,
til at staa imod de “Saxer, Slaver, Vender”,
naar de kommer; og de kommer; jeg ser dem
allerede i det fjerne, — den store Flodbølge
fra Syd med den skjønne Indskrift paa
Standarten “Dekorative Kunst”. —
—De har engang givet mig en god Figur,
som De gav det udmærkede Navn Fremskridts=
idioten”. — Jeg ser ham allerede paa
Pletten, parat ved Grændsen til at føre den
fremmede Kontrabande herind under fuld
Musik. —
Jeg gyser.
[5]
II.
Det bliver grufuldt, om Invasionen faar
Magten og oversvømmer os — da indtræder
Kunstens Ragnarok, medens Dilettantis-
mens Guldalder oprinder. — — —
Men forinden ser jeg Dem og andre
brave Folk stige ned fra deres Parnas
og drage deres skarpe Sværd og hugge ned
under Feltraabet “Ingen Pardon” for den,
som ikke falder ned og tilbeder vor ene-
ste sande og saliggjørende Gud! …
. . . . . . . . . . . . .
Men De mærker nok, at jeg ikke i
en Maanedstid har snakket med noget
Menneske, og den gamle Vægter nede
paa Torvet raaber op til mig, at nu
skal jeg ikke sidde og male Fanden paa
Væggen, men gaa i Seng, thi det har
længe været Sengetid i Ribe. . .
“Vær klog og snild
Vogt Lys og Ild
Vor Klok er slagen — “
mere hører jeg ikke. Resten af hans
[6]
sande Leveregler tilfaldt Beboerne i Sortebrø-
dregade . — God Nat!
  1. X .
Jeg kommer hjem fra min sædvanlige
Aftenvandring paa Slotsbanken; De skulde
blot se, hvor det frodige Marskland, De
saa, da De var her, var forvandlet i Dag.
For Enden af Graabrødregade, som ellers lukkes
af Engens lifligste grønne, laa stride, onde,
lerfarvede Bølger og væltede sine skumklædte
Toppe imod Gadens Brosten. —
Det er Vesterhavet, der forsøger sit gamle
Fif at sluge os. Værst for de stakkels
Køer, de klumper sig sammen paa de smaa
Forhøjninger i Jordsmonnet og brøler saa
menneskeligt over til os, om dog at komme
dem til hjælp. — Men se nogle Lufte,
[7]
store lysmættede Klodeskyer midt i det sor-
teste Uvejr. — . Det er et Vejr for en Pay-
sagiste! —

Paa Domkirken falder nu Pind efter Pind
paa Ambergs Marietaarn; men det
er ingen Sommerfugl, der forlader Puppen.
Det hører hjemme i AndernachX ved Rhinen,
hvor Stenene er kommet fra, men hænger
aldeles ikke sammen med Ribe Domkirke
og den store, simple Silhuet, som man
før kunde glæde sig over i saa mange
Miles Omkreds er ganske ødelagt.
Men ikke engang i Enkelthederne har det nogen
Holdning. — Disse akademiske Arkitekter
ere dog ubegribelige, noget originalt kunne
de ikke lave, og det gamle, som de efterlig-
ne, kunne de kun forkludre. — Dette
Taarn, der skulde være selve den romanske
Opstandelse, ser ganske ordinært ud ved Si-
den af det store, røde gothiske. — Noget
saa klodset som de mange af de Buer og
Bueinddelinger, Amberg her har konstrueret
———
X Jeg mener ikke hermed at der er daarlig Arkitektur i Andernach
[8]
er ganske utroligt i et Land, hvor selv gan=
ske simple Landsbykirker kan yde ham de
formskjønneste Motiver.
Men der er i det hele taget de besynderligste
mest ufattelige Dispositioner ved denne Restau-
ration, naar man gaar den efter i Sømmene
og en saa iriterende Mangel paa Logik.
Paa den ene Side river man pietets- og menings-
løst ned og paa den anden Side er man
ganske pedantisk smaalig i sin Ængstelse
for at Beskueren ikke skal kunne se, hvad der
er nyt og, hvad der .. er gammelt, — noget
han nu desværre aldrig alligevel er i Tvivl
om. — —
Men Amberg er nu, som De ogsaa sagde,
saadan en rar Mand, og det er dobbelt
kjedelig, naar det er en saadan, der skal iri-
tere os.
——
Deres Artikel om Pariserudstillingen har jeg
haft megen Fornøjelse af; den er godt skreven
og i høj Grad lærerig for os, der ikke komme
til Paris. Skade kun, at De skal begrave
[9]
III
Deres Arbejder et Sted, hvor formodentlig saa
uendelig faa finder dem; — eller tager jeg
fejl, er det maaske et meget udbredt Tids-
skrift, som finder langt omkring?
Imidlertid, naar jeg har læst saadan en Artikel
af Dem, indfinder altid det Spørgsmaal sig,
om De ikke igjen for en liden Stund skulde
have Lyst til at kaste Dem ud i Døg-
nets Strid. — Misforstaa mig ikke, jeg
elsker ikke Journalisten[s] Gjerning i og for sig.
Og jeg mener endvidere, at den i Længden er i
høj Grad ødelæggende. — Men jeg synes,
at naar ens Livsgjerning bestaar i at
oplyse sine Medmennesker igjennem Skrifter,
maatte dette kunne virke som en Rekreation
eller som en Stimulants engang imellem
at forlade de mere reserverede Stier og
kaste sig ud paa Landevejen og fægte
af fuld Lyst for det, man har kjært eller
imod det man hader. — Der maa jo
i Aarenes Løb bunke sig saameget op
[10]
som man har Trang til at raabe ud paa Torvet,
saa at alt Folket kan høre det. .
Naar nu til Efteraaret eller Vinteren Deres
fjerde store Bog løber af Stabelen, skulde De
tage saadan et rask Husarridt; — vi træn-
ger saa forbandet til det. — Dag for
Dag bliver jo Elendigheden i vor Presse
større og større. — Sæt ham fra Bestil-
lingen en lille Tid, det sølle Pjok, som
afløste Dem. — Jeg troer at De vilde
faa Fornøjelse af igjen at komme frem paa
Skuepladsen. — Deres Prestige har jo
ikke tabt sig, mens De har været borte.
—Er det Dem ikke ganske pinligt at se
hvordan N. V. D. røgter Deres gamle Gjerning,
som nu f. Ex hans Artikel forleden om Masac-
cio; noget mere pjanket og forlorent har jeg dog
ikke længe set fra dette uvidende Menneske. —
—Men derom maa vi tale mere mundtlig til
Vinter. —

Jeg havde for et Par Dage siden et Brev fra
Willumsen; — det var trist. Jeg har ondt af ham,
[11]
Stakkels Fyr, der aldrig kommer til Ro. — Hans
Ophold i New York har hidtil været ham en stor
Skuffelse. Men Ulykken er, at han aldrig bliver
færdig med at berede sig selv saadanne. Lysner
det nu ikke op for ham dér. — og hvorfor skulde
det egentlig gjøre det, — gaar han formodentlig til
Chicago og derfra til S. Francisco. — Australien
ymtede han allerede om, før han drog fra Kjø-
benhavn; han vil blive ved, til han er kommen
Jorden rundt, og saa vil han begynde forfra,
hvis ikke et stort Arbejde kommer til at binde
ham fast et eller andet Sted. — Mon Projek-
tet med Raadhuset i Kjøbenhavn er gaaet gan-
ske istaa? Kom der en bestemt Bestilling her-
fra, troer jeg, at han strax tog hjem, og saa hav-
de han da Ro paa sig i den Tid.
Rohl-Smidts Død har været et haardt Slag
for ham. Det var vistnok den eneste Støtte,
den eneste overhovedet, han havde derovre. — Han
skriver til, at han gik og ventede ham hver
Dag med Utaalmodighed, da han fik mit
Brev med Meddelelsen om Dødsfaldet. — Og
han ender med at bede mig skrive snart igjen,
da et Brev hjemmefra er hans eneste Fornøjelse!
[12]
Noget af det mærkeligste, jeg har oplevet her i Ribe
siden Deres Besøg — [siden Deres Ophold her
mener Værten, at hans Gjæstgivergaard nok kan faa
en lille Stjerne i Rejsebogen]* var forleden Dag
at møde Tuxen paa Gaden, og endnu mærkeligere
blev det, da han fortalte, at han havde tænkt paa
at blive her for at male. — Han var henrykt
over alt, hvad han saa og fandt fra Middag
til Aften mindst et Par hundrede “Motiver”; —
Men rejste desuagtet alligevel næste Morgen.
—Han søgte en Havnestad! — og i den Ret-
ning er Ribe jo ikke udpræget.
Jeg var forresten kjed af at han rejste, thi jeg kan
godt lide Manden, og han véd en Del om,
hvad han har set, og det er ikke alle vore Kalds-
fæller, man kan sige det om. —
Af andre til Faget henhørende har Soya-Jensen
oplivet Ribes Gader med sin fulden[d]te Kunstner-
skikkelse — der manglede intet — man kunde
trøstigt betro Dr. Becket[t], at han (Soya) var “komplet”.
og Han har nu i 14 Dage malt hele Ribe
baade udvendig og indvendig, efter hvad Ribe
Stiftstidende fortæller, saaledes at det maa inter-
essere enhver!
[13]
IV
Og dog er det mest Fiskesporten, han har dyrket
og saa “de Handelsrejsende” — han logerer paa
“Clubben”, hos “Hr. Club” som Been vilde sige — ;
“Jeg forsikrer Dem” sagde denne Formand for
det danske Kunstnersamfund, “der kommer ikke
en Handelsrejsende paa Hotellet uden, at jeg
kaster mig over ham som en velkommen
Adspredelse i Kjedsomheden”!
Han kom fra Hald, hvor han havde ligget
sammen med Achen “hvis dybe Menneskeværd
var gaaet op for ham, han havde tænkt
sig ham helt anderledes”!!!
Han kom hertil fordi “hans store Sommerbillede”
deroppe fra blev stjaalet uden, at det lykkedes
at paagribe Tyven. Hvis man her ligesom
i Italien kunde komme i Forbindelse med
Røverne uden Skade for disse, burde der
tilstilles denne Gjerningsmand en National
Belønning, at han kunde blive et opmuntren-
de Eksempel; — eller i det mindste Medaljen
for ædel Daad. —
[14]
Hvad mig selv angaar saa bliver jeg formodentlig
her i Ribe til November — med Undtagelse af et lille
Flytteophold i Kjøbenhavn midt i denne Maaned. —
Jeg haaber da vi i den tilstun[den]de Vinter skal se hin-
anden ikke altfor sjælden, saa vi i god Forening
kan opføre Luftkasteller til Forsvar for den sunde
Fornuft og faa os en lille ondskabsfuld Latter over
vore rare Medmennesker, — ja De har nu
en Kone og et Barn; for en anden sølle Djævel
er der snart ikke mere tilbage at glæde sig til.

Naa paa godt Gjensyn og en venlig Hilsen
til Dem og Deres Hustru og min lille
Veninde, som jeg nok skal blive en rar gammel
Onkel for.
Deres hengivne
Johan Rohde
Naar De er naaet her til, siger De vistnok
Puh! — men det er nu min Maade at vise
mit Venskab paa — thi jeg hader at skrive
Breve! — Ja nu ler De . Jeg ved det,
men det gjør ikke noget.

Fakta

Brev
Dansk
Den Hirschsprungske Samling
Kasse 87. EH 0047 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 1 Kasse 87. EH 0048 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 2 Kasse 87. EH 0049 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 3 Kasse 87. EH 0050 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 4 Kasse 87. EH 0051 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 5 Kasse 87. EH 0052 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 6 Kasse 87. EH 0053 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 7 Kasse 87. EH 0054 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 8 Kasse 87. EH 0055 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 9 Kasse 87. EH 0056 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 10 Kasse 87. EH 0057 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 11 Kasse 87. EH 0058 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 12 Kasse 87. EH 0059 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 13 Kasse 87. EH 0060 J Rohde til E Hannover 1900-10-03 14