1897-10-11

11 . X . 97. Nyhavn 22. Kjøbenhavn.

Kjære Ven! De skal have Tak for Deres
venlige Brev; og Tak fordi De har ønsket at
have mig til Medarbejder — det har glædet mig
meget; — om jeg nu virkeligt kunde være Dem
til nogen Støtte, vilde intet være mig mere kjært,
men desværre maa jeg strax protestere imod De-
res gode Mening om mig og om mine Kvalifi-
kationer. — Jeg har jo ganske vist set en Del
god Kunst, maaske ogsaa set ret fornuftigt paa
denne og kan maaske endelig ogsaa fortælle
et og andet om mine Indtryk og Iagtagelser
—over Bordet iblant gode Venner — som
saa mange andre, der maler og rejser;
men der forekommer mig ikke at være mindste
Anledning til at overgive disse Iagtagelser til
Literaturen.
I ét ere vi i hvert Fald ganske enige: i vort
Had til Dilettantismen. Men, kjære Ven,
Jer Métier er jo nu engang lige saa meget
“Kunst” som vor og kræver lige saa vel sin
Mand fuldt ud. Ikke sandt? Naar jeg
altid ærgrer mig over Dilettanten, saaledes som
han trives herhjemme, hvorfor da selv give
Stof til Ærgrelser.
Dette er virkelig ikke Talemaader; jeg har ofte,

[2]

naar jeg er bleven presset til at skrive to Ord, følt
hvad jeg her siger. — Om jeg blot som Maler
kunde naa lidt bort fra den rene Dilettantisme,
maatte jeg vel være fornøjet.

Hvad De ellers fortæller mig om Kunstbladets
Gjenopstandelse interesserer mig meget, og jeg glæder
mig stærkt til igjen at faa det ind ad Døren.
Efter alle de Skarnbøtter, som i det sidste Fjer-
dingaar ere blevne væltede ud over Landet for
at blive slugte med al dens raadne Indhold
af dette stakkels Lands samtlige to Millioner,
skal det blive rart at tage et lille Blad i
Haanden, om hvilket man véd, at det ikke alt
er studeret af ens Tjenestepige, men om hvil-
ket man i hvert Fald har den Forestilling,
at det er skrevet for én selv og kun bliver læst
af én selv — thi forhaabentligt faar det da
ingen Abonnenter.
Mest glæder jeg mig dog til at se Dem kom-
me frem med alt det, De nu i saa lang Tid
har sparet sammen paa og haft paa Hjærte.

Jeg vil nu ønske, at Madsen vil være flink til

[3]

at hjælpe Dem; thi det bliver vel dog den eneste
Medarbejder, som De kan faa nogen Fornøjel-
se af.

Jeg ser imidlertid snart ud til Dem, naar
jeg en Aften faar Tid; jeg maa dog høre
lidt mere om Deres Planer.

De er vel rask igjen?

En venlig Hilsen til Deres Hustru og glem
ikke at takke hende for den hyggelige Efter-
middag i Bagsværd.

Deres hengivne
Johan Rohde