1896-09-03

Kjære Ven!

Tak for Deres venlige Brev, som — rent ud
sagt — kun Dovenskab hidtil har hindret
mig i at besvare.
Naa, De kan vel forøvrigt nok tænke Dem,
at der nu heller ikke heroppe 3000 Fod
over Havet, hvor Diligence endsige Rø-
gen af en Jernbane naar hen, som Regel
sker noget, som trænger til hurtigt at med-
deles.
Det eneste som jeg har Trang til at sige Dem
er egentlig kun det, at De skulde komme
herned — eller herop, som man nu vil; —
men De er vel allerede nu groet saa
fast til Deres Museum, at De ikke let
lader Dem rive løs til slige Vidtløftighe-
der. — De berørte i Deres sidste Brev
Tønning, og jeg har siden ofte tænkt paa
vort Samliv dér og paa, hvor hyggeligt det
vilde være, om det kunde gjentages. —
Men Civita er et lignende Fristed — kun
langt bedre, og ganske anderledes, end

[2]

man tænker sig det efter Billederne herfra. —
Civita er en lille Bjergby af den Art, som De
har passeret saa mange af paa Deres Rejse
i Italien. En af disse fattige smaa Røver-
reder, der ligger oppe paa Toppen af en Klippe,
og som man en Gang imellem kjører forbi paa
Jernbanen, og som man viser sin Sidemand
i Koupeen med den Bemærkning, at en
saadan By skulde man egentlig standse i og
slaa sig ned i; som Regel nøjes man med
at dreje Hovedet lidt til Siden og opefter og
følge Bymuren med de bagved opdukkende
Huse i det Par Sekunder Toget bruger til at
sno sig forbi den[,] for saa aldrig mere i Livet
at skjænke den en Tanke.
Civita, er en saadan kun, at den ikke kan
ses fra nogen Jernbane; — paa sine egne Ben
eller paa et Æsels kravler man besværligt herop,
og er man lykkelig og vel kommen indenfor
Muren og stavrer omkring i Gaderne gjør man
Bekjendskab med en By, der er fuldstændig
blottet for alt, hvad der smager af Kunst,
som ved sine Kirker og ved sine Huse ikke frem-
byder større Mærkværdigheder end Valby.
—Herregud, den var en ældgammel Kultur-

[3]

stad, og allerede stærkt paa Retour, da Livius
skrev sin Historie. — Men trods denne
for en italiensk By mærkelige Mangel er
her fortræffeligt; — Thi jeg troer den ligger
paa den skjønneste Plet i Verden. —
Paa Toppen af et lille Bjerg der rager op
midt i den herlige frugtbare Liri-dal med
Abruzzernes høje vilde Bjergkæder paa begge
Sider ligger Byen med vide Udsigter hen igjen-
nem den lange Dal; vi faar undertiden
til vor Middag paa samme Tid Sydens store
saftige Figner og Nordens vilde krydrede Jord-
bær — saamange Zoner spænder vores Syns-
kreds over.
De kjender for resten Egnen[,] det er Jan Boths
Italien — ogsaa Tizians Landskaber — Haand-
tegningerne — synes at være hentede herfra. —
Er De saa træt af at se opad de skovklæd-
te Bjerge, hvor danske Bøge — paa en
kold Dag med lidt Sne imellem sig — hindrer
Dem fra helt at glemme Hjemmet, eller ned-
ad over Maismarkerne, Vignerne og Kastanie-
højene til den gule Flod, saa sadler De
Deres Ganger og ruller Ønskesedlen op

[4]

og paa faa Timer er De i Rom eller Neapel,
nede ved Saracenernes gamle Fæstninger eller
oppe hos Hohenstauferne i Aquila, i Assisi,
Ancona eller Benevent. — Ja er jeg ikke et
altfor lykkeligt Asen, at jeg sidder et saadant
Sted — det mest centrale i Verden siger
Zahrtmann.

Zahrtmann er en fortræffelig Kammerat, som
det er let at leve sammen med, ung og elsk-
værdig som han er. Vi har med os herop
en Ven af mig fra Rom, en flink ung
norsk Maler[,] Sinding-Larsen.. Desuden
boer her en ungarsk eller tysk Kollega, der
beskedent siger, at han kalder sig Maler fordi
man jo skal kalde sig noget. Han yder
det passende Kvantum Sarkasmer til Zahrt-
manns naive Begejstring over alt. —
—
Hjemmefra har jeg faaet den triste Efterret-
ning om Julius Langes Død. Det er jo
i al Almindelighed meget trist, naar en
af vore faa store Mænd gaar bort; men
jeg føler dette Dødsfald tillige som et personligt
Tab.

[5]

Jeg turde vel ikke regne Lange til mine
Venner, og dog troede jeg, at jeg havde en
Ven i ham. — Naar jeg en sjælden Gang
mødte ham, og vi kom til at tale sam-
men, kunde vi være uenige om alt, og
dog var det mig altid en Glæde at træffe
ham. — Men De har jo selv sagt dette
og hvad mere jeg kunde sige, i Deres
smukke og sympathetiske Artikel om
ham i Politiken.

Nævnte Blad, som af gammel Vane bliver
mig sendt, er mig forøvrigt efterhaanden
bleven mig saa ubehagelig, at jeg ret meget
beklager Dem og det Par andre ordentlige
skrivende Mennesker, vi har hjemme, som
ere henviste til at ty til det.
Men det er sikkert meget fornøjeligt for
Folk, som tjener deres Penge ved at
kjøre paa Cykle eller ved at se paa
at andre gjør det.
Vore smaa tarvelige italienske Aviser sy-
nes jeg bliver ligefrem fornemme ved

[6]

Sammenligning — jeg vil slet ikke tale om an-
dre Landes.

Men ellers hører jeg intet hjemmefra udover
de Meddelelser, min Moder sender mig fra
Hjemmet — — , og jeg er i det hele taget,
som De vel kan tænke Dem, ret glad
derved; — derimod véd De, at det altid
er mig en stor Glæde at modtage et
Brev med Deres bekjendte Haandskrift; blot
naar jeg tager paa Konvoluten er det som
gav og fik jeg et Haandtryk.

Jeg hører, at Been tænker paa at komme
herned; hils ham fra mig og sig ham, at
han skal lade mig lidt vide om sine Pla-
ner; det var jo muligt, at kunne mødes —
jeg tænker at tage ind til Rom i Oktober
og November, derefter tænker jeg Rejsen gaar
nordpaa igjen, og saa varer det vist længe
inden jeg atter gjenser dette herlige Land,
som jeg først dennegang har lært at

[7]

skatte som det fortjener det.

Men for resten ved jeg intet bestemt endnu
om mine Planer; men som sagt jeg
tænker det gaar hjemover ved Aarets Slut-
ning.

Med venlige Hilsner
Deres
Hengivne Ven
Johan Rohde

Hils Christiansen, Henrichsen,
Hendriksen og Willumsens, hvis
De ser nogen af dem.

Grønvold fortæller mig at nu til Oktober ud-
kommer hans Bog om Wasmann, den
tydske Kunstner, hvis Tegninger De saa hos
mig. Jeg ved imidlertid ikke stort mere
om den end det gaadefulde, at den kommer
til at koste c. 40 Mark., skjønt sikkert
meget ubetalt Arbejde og mange Penge ere satte
i Foretagenet af Grønvold. Han spørger

[8]

mig i et Brev, om jeg troer at en 3-4 Exem-
plarer kan afsættes i Danmark, da han
nødigt vil at hele Oplaget sælges til rige
Tyskere. — Jeg lader Spørgsmaalet gaa
videre.
Jeg formoder, at Bogen kun bestaar af
Wasmanns egne Optegnelser og Tegninger.