Spring til indhold
Menu

1894-09-14

Afsender

Rasmus Christiansen

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Rasmus Christiansen beder i al ydmyghed Emil Hannover modtage et eksemplar af H.P. Holsts nye børnebog "Den lille Hornblæser", som Christiansen har illustreret: Tanken er, at en af Hannovers nevøer kunne få bogen foræret. Christiansen vil også gerne give Willumsens søn Jan et eksemplar og spørger Hannover, om det er korrekt, at familien Willumsen kommer til byen snart. Videre vil han høre til ægteparret Slott-Møllers opholdssted og slutter brevet af med at spørge, om det er Nansen, der under forbogstavet N har omtalt hans illustrationer positivt i Politiken.

Transskription

Fladbro pr. Langaa
d: 14de Septbr 1894
Kjære Hannover!
Jeg lovede Dem en Gang i Fjor i Paris
saavidt jeg husker som Belønning for et
eller andet at De skulde slippe for at
blive belemret med “den lille Hornblæser”
naar den en Gang forelaa i Bogform.
Da jeg nu imidlertid er i Færd med at
sende Exemplarer rundt til Venner og Bekjend-
te saa maa De undskylde at jeg alligevel
sender Dem et Exemplar af min Børne-
bog paa Halsen, skjønt jeg ved at De i det
Stykke er en plaget Mand. Jeg vil nem-
lig foreslaa Dem at anvende den som
Foræring naar en af Deres smaa Neveuer
holder Fødselsdag, maaske kunde detn gjøre
Fornøjelse ved en saadan Lejlighed og jeg har
desaarsag undladt Dedikationen foran i
Bogen.
Jeg vilde være Dem forbunden om De
[2]
vilde lade mig vide om det er sandt at Willum-
sen med Familie kommer til Byen i Slutnin-
gen af denne Maaned. Jeg vil nemlig sende
Jan et Exemplar af min Bog, men hvis
han kommer til Kjøbenhavn kan det
jo ikke nytte at sende den til Paris.
Slott-Møllers er vel endnu ved Daugaard
Strand?
Jeg formoder at det var Nansen som
under Mærket N. i “Politiken” for i Gaar skjænkede
mig og mine Tegninger et Par venlige Ord i
Slutningen af en længere Artikel om Hrr:
Grøn og “den lille Hornblæser”?
Venlig Hilsen fra Deres
hengivne
R. Christiansen.

Fakta

Brev
Dansk
Datering i brev
Fladbro pr. Langaa
Den Hirschsprungske Samling
Kasse 62. EH 0220 R. Christiansen til E. Hannover 1894-09-14 1 Kasse 62. EH 0221 R. Christiansen til E. Hannover 1894-09-14 2