1894-05-05

Kjære, gode Ven,
Jeg troer sandelig, De har Ret: De
er ikke stiv i den Kunst at læse Breve.
Eller rettere: De troer, det altid er en
Kunst at læse Breve og læser dem
derfor aldrig naturligt.
Deres Brev gjorde mig forskrækkelig
ondt. Hvor kunde De dog tro, jeg vilde
saare Dem; De véd jo dog godt, De er
min aller bedste Ven, og De skulde ikke
have skrevet noget saa grimt som det,
at jeg, ”ligesom et Par forhenværende
Venner” først nu havde ”gjennemskuet” Dem.
Ved De, hvad mit Brev først
og fremmest betød? Jeg mener, hvad
det var, som drev mig til at skrive
det. Det var det, at jeg vilde forsøge
paa at faa Dem til at trække Dem
ud af ”Høyens Minde”, fordi Deres
Deltagelse deri for første Gang i mit

[2]
Liv maatte bringe mig i decideret
Opposition til Dem. Og jeg har set,
at Divergens om Sager kan bringe
Personer langt fra hinanden. Der
har, saavidt jeg mindes, aldrig været
Strid imellem os, og Tilfældet her
har jo allerede været nær ved at
hidføre den.
Om jeg havde haft den Fornemmelse,
at De havde handlet, saaledes som
De gjorde, fordi De havde den An-
skuelse, at ene saadant var det
rigtigt, – saa havde jeg ikke skrevet.
Men jeg kunde ikke se og kan ikke
se andet, end at De har billiget
noget, som De forud havde erklæret
bestemt ikke at ville billige. Jeg
tænkte mig da ikke Deres Forhold til

[3]
Sagen saa fast, at jeg ikke kunde
have Lov til at prøve at rokke ved
en Stilling, som ikke syntes frivillig
indtagen af Dem. Og da jeg frygtede, at
denne Stilling kunde blive skæbne-
svanger for vort gode, gamle Venskab,
– saa skrev jeg mit Brev.
Hvorom alting er: lad os dog
for dette vort gode, gamle Venskabs Skyld
endelig holde Fred. Hvorledes De end
fremtidig forholder Dem til denne
odiøse Sag, saa lover jeg Dem aldrig
at tænke ondt om Dem for det. Naar
jeg er uenig med Dem her, saa er det maaske
fordi jeg er lidt yngre end De, lidt hidsigere
og maaske ogsaa lidt mere krigerisk
anlagt.
Tak for Deres Brev i Dag i Anledning af

[4]
Artiklen om Hammershøj. Jeg blev
ganske stolt over Deres Bifald. Be-
høver jeg overhovedet sige Dem, og har
De nogensinde kunnet betvivle, hvor
uendelig meget, De er mig værd?
Deres hengivne

Emil Hannover