Spring til indhold
Menu

1892-07-12

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

"De er jo helt syg af Ærgrelse" skriver Johan Rohde som reaktion på Emil Hannovers pessimistiske brev dateret 27. juni. Ud over den observation takker Rohde for Hannovers afhandling om at samle på bøger, som han fik tilsendt under sit ophold i Paris, og han fortæller, at der vedlagt dette brev er "en ny Bunke Makulatur" - dvs. hans rejseoptegnelser, som han løbende sender hjem til vennen. Rohde har ikke hørt fra Willumsen, men forestiller sig, at han selv, ligesom Hannover, er faldet i unåde hos kunstneren. Afslutningsvist tager Rohde en tidligere omtale af publikationen af van Goghs breve op.

Transskription

Hoorn.
Groote Oost. 87
Holland
D. 12 Juli. [påført i blyant i anden hånd:] ? (1892)
Kjære Ven!
Tak for Brevet og Gud ved om jeg sagde Dem
Tak for den Bog, De sendte mig til Paris
Jeg mener Deres Afhandling om Bøger
som jeg havde meget Udbytte af, om den
end overbeviste mig om, at jeg aldrig vilde
blive værdig til Navnet “Bibliophil”.

Jeg sender Dem hermed en ny Bunke
Makulatur, som De ikke er forpligtet
til at læse; og og jeg har egentlig ikke Tid
til at skrive noget Brev til Dem i Dag
og allermindst til at gaa nærmere ind
paa den Sag, som Deres sidste Brev for
største Delen drejer sig om.
De skal nu bare lade være med at
ærgre Dem alt for meget. De er jo helt
[2]
syg af Ærgrelse — og det er blan[d]t andet dumt.
Kan det trøste Dem[,] kan jeg gjerne fortælle
Dem, at jeg siden den skarpe Noteud-
veksling i Foraaret ikke har hørt et Muk
fra ham Willumsen, der havde dog maaske, efter at han
var kommen til Kjøbenhavn og sat sig
ind i Forholdene, have været Anledning for
ham til at sige mig et eller andet —
— men det kunde virkelig ikke falde mig
ind at ærgre mig gul og grøn derover.
— Forresten troer jeg, at ogsaa jeg har faaet
et Grundskud, men derom en anden Gang.

Det glæder mig meget at høre, at Deres Kone
er tagen til i Vægt; haaber at det betyder, at hun
er raskere; hils hende meget.

Lad mig vide, naar De skriver, om De sub-
scriberer paa van Goghs Breve og i saa Fald,
om De har taget et Exemplar med til mig

i modsat Fald vil jeg nemlig selv skrive derned.

Forresten skifter jeg vist snart Opholdssted, hvis
De derfor vil sende mig et Brev lad det derfor
ske snarest. Deres hengivne Johan Rohde

Fakta

Brev
Dansk
Datering i brev
Hoorn
Vincent van Gogh, J.F. Willumsen
Den Hirschsprungske Samling
Kasse 86. EH 0177 J. Rohde til E. Hannover 1892-07-12 1 Kasse 86. EH 0178 J. Rohde til E. Hannover 1892-07-12 2