1892-06-27
Afsender
Emil Hannover
Modtager
Johan Rohde
Dokumentindhold
Emil Hannover er ved at gå ud af sit gode skind på Silkeborg Kuranstalt, hvor han opholder sig med sin hustru for at hendes helbred kan bedres: Maden er stegt i fedt eller begramset af et utal af hænder, overlægen en uvidende laban, selskabet idiotiserende, vejret modbydeligt. Hannover fortsætter sine jeremiader i en omtale af sit uvenskab med ægteparret Slott-Møller, som han har erfaret, har "ophidset" J.F. Willumsen til at tage afstand fra sig. Han indskærper overfor Johan Rohde, at denne bør holde fast i sit løfte om ikke at rage uklar med kunstnerparret, da uvenskab med dem er en udpræget ubehagelig affære.Transskription
Silkeborg Kuranstalt
27-VI-92.
Kjære Rohde,
De finder det sikkert utaknemligt
af mig, at jeg ikke paaskjønner Deres
lange Breve og interessante Optegnelser
ved at skrive lidt hyppigere til Dem.
Grunden til, at De saa sjældent
hører fra mig er dog ikke Mangel
paa Taknemlighed, men kun den
ualmindelig sløve og idiotiserede
Tilstand, i hvilken min Forstand
er… kommen i Omgivelserne
herovre. Mit Arbejde har jeg næsten
helt lagt bort i Følelsen af denne
Tilstand. Dagene gaaer, uden at jeg
véd hvorledes, med at bade og spise
og spadsere og snakke med et Par
af de mindst idiotiserende Exemplarer
af Gæsterne. Mellem disse føler
jeg mig mest tiltalt af en gammel
Herredsfoged fra Hjørring, og han er
dog Højremand, hvoraf De kan
slutte Dem til min Nøjsomhed
27-VI-92.
Kjære Rohde,
De finder det sikkert utaknemligt
af mig, at jeg ikke paaskjønner Deres
lange Breve og interessante Optegnelser
ved at skrive lidt hyppigere til Dem.
Grunden til, at De saa sjældent
hører fra mig er dog ikke Mangel
paa Taknemlighed, men kun den
ualmindelig sløve og idiotiserede
Tilstand, i hvilken min Forstand
er
herovre. Mit Arbejde har jeg næsten
helt lagt bort i Følelsen af denne
Tilstand. Dagene gaaer, uden at jeg
véd hvorledes, med at bade og spise
og spadsere og snakke med et Par
af de mindst idiotiserende Exemplarer
af Gæsterne. Mellem disse føler
jeg mig mest tiltalt af en gammel
Herredsfoged fra Hjørring, og han er
dog Højremand, hvoraf De kan
slutte Dem til min Nøjsomhed
[2]
Min Kone er tiltagen et Par
Pund i Vægt, men ellers mærker
hun ingen synderlig Forandring.
Endnu véd jeg ikke, om vi midt i
næste Maaned tager til Norge,
eller om vi bliver her. I sidste Fald
har jeg dog faaet tilstaaet en lille
Ferie for at tage til Kjøbenhavn
og faa forfrisket min Hjærne. Den
varme Sommer, som De tiltroer
os at have haft, har ikke været
videre varm, siden vi kom hertil;
eller rettere sagt: her har været
hundekoldt, og regnet har det, og
modbydeligt har der været udenfor.
Og indenfor har vi det saa smaat,
at vi ikke kan klæde os paa om
Morgenen uden at sætte Møblerne
(det er forresten kun to Stole) op i
Sengene, og Maden bliver stegt i
Fedt, og Vinen kan ikke drikkes,
og Osten er begramset at 150 Hænder,
Min Kone er tiltagen et Par
Pund i Vægt, men ellers mærker
hun ingen synderlig Forandring.
Endnu véd jeg ikke, om vi midt i
næste Maaned tager til Norge,
eller om vi bliver her. I sidste Fald
har jeg dog faaet tilstaaet en lille
Ferie for at tage til Kjøbenhavn
og faa forfrisket min Hjærne. Den
varme Sommer, som De tiltroer
os at have haft, har ikke været
videre varm, siden vi kom hertil;
eller rettere sagt: her har været
hundekoldt, og regnet har det, og
modbydeligt har der været udenfor.
Og indenfor har vi det saa smaat,
at vi ikke kan klæde os paa om
Morgenen uden at sætte Møblerne
(det er forresten kun to Stole) op i
Sengene, og Maden bliver stegt i
Fedt, og Vinen kan ikke drikkes,
og Osten er begramset at 150 Hænder,
[3]
og Overlægen er en uvidende Laban, –
kort sagt: her er hjemligt og hyggeligt og
uhyre nationalt.
Fra min Broder skal jeg sige Dem, at
han havde sendt Dem Regningen for
Katalogens Trykning, da han et Sted
havde læst i en Avis, at De var
hjemkommen. Han beder mig tilføje,
at det aldeles ikke haster med Betalingen.
De skal have Tak for, hvad De
har besørget for mig; vær saa venlig at
lade mig vide, hvor meget jeg er Dem
skyldig. Ja, det er virkelig fatalt, man
ikke har nogle flere Penge, naar man
kunde have saa god en Anvendelse for
Dem.[sic]
Jeg troer, De i et Par Breve har spurgt
om, hvad jeg syntes om Willumsen, og
jeg troer ikke, jeg har svaret Dem derpaa.
Vi syntes udmærket godt om ham de Par
Gange, vi saa ham, men sidste Gang
var han sammen med andre, og jeg fik
da ikke talt rigtig med ham. Imidlertid
har jeg været ved at faa en anden Opfattelse
af ham. Vi var lidt forbavsede over, at
og Overlægen er en uvidende Laban, –
kort sagt: her er hjemligt og hyggeligt og
uhyre nationalt.
Fra min Broder skal jeg sige Dem, at
han havde sendt Dem Regningen for
Katalogens Trykning, da han et Sted
havde læst i en Avis, at De var
hjemkommen. Han beder mig tilføje,
at det aldeles ikke haster med Betalingen.
De skal have Tak for, hvad De
har besørget for mig; vær saa venlig at
lade mig vide, hvor meget jeg er Dem
skyldig. Ja, det er virkelig fatalt, man
ikke har nogle flere Penge, naar man
kunde have saa god en Anvendelse for
Dem.[sic]
Jeg troer, De i et Par Breve har spurgt
om, hvad jeg syntes om Willumsen, og
jeg troer ikke, jeg har svaret Dem derpaa.
Vi syntes udmærket godt om ham de Par
Gange, vi saa ham, men sidste Gang
var han sammen med andre, og jeg fik
da ikke talt rigtig med ham. Imidlertid
har jeg været ved at faa en anden Opfattelse
af ham. Vi var lidt forbavsede over, at
[4]
han pludselig blev borte for saa i de sidste
Uger, vi tilbragte i Byen, saa vi slet
ikke noget til ham. Alting har jo i[sic]
imidlertid sin naturlige Aarsag, og
Aarsagen til hans Udebliven har jeg i
disse Dage faaet at vide, og deraf forekommer
mig værd at berette.
De husker jo, at Hjærteparret Slott-
Møller havde ikke Ord for, hvor daarlige
det fandt Willumsens Billeder; de husker
ogsaa, hvorledes Fru S-M. under min
Sygdom bad min Kone hilse mig gjen-
tagent og sige, at jeg ikke kunde forsvare
at rose Willumsen i Aar. Naa, jeg
vovede jo den Gang, som undertiden
ellers, at have min egen Mening, og
jeg skrev en Artikel, for hvilken Wil-
lumsen, da han første Gang mødte mig
i Kjbhn., sagde mig Tak med mange
erkjendtlige Ord. Min Artikel havde,
efter hans eget Sigende, formildet hans
Fader saa meget, at han atter havde
tillovet ham sin Understøttelse. Jeg
troede herefter, at Willumsen havde nogen
han pludselig blev borte for saa i de sidste
Uger, vi tilbragte i Byen, saa vi slet
ikke noget til ham. Alting har jo i[sic]
imidlertid sin naturlige Aarsag, og
Aarsagen til hans Udebliven har jeg i
disse Dage faaet at vide, og deraf forekommer
mig værd at berette.
De husker jo, at Hjærteparret Slott-
Møller havde ikke Ord for, hvor daarlige
det fandt Willumsens Billeder; de husker
ogsaa, hvorledes Fru S-M. under min
Sygdom bad min Kone hilse mig gjen-
tagent og sige, at jeg ikke kunde forsvare
at rose Willumsen i Aar. Naa, jeg
vovede jo den Gang, som undertiden
ellers, at have min egen Mening, og
jeg skrev en Artikel, for hvilken Wil-
lumsen, da han første Gang mødte mig
i Kjbhn., sagde mig Tak med mange
erkjendtlige Ord. Min Artikel havde,
efter hans eget Sigende, formildet hans
Fader saa meget, at han atter havde
tillovet ham sin Understøttelse. Jeg
troede herefter, at Willumsen havde nogen
[5]
Grund til i hvert Fald i nogle Uger – jeg
er ikke fordringsfuld i den Retning – at
gjengælde de venskabelige Følelser, jeg nærede
for ham. Men Skæbnen – i Form af
Slott-Møllers – vilde det anderledes. Hjærte-
parret fik fat i Willumsen, fik ham
ophidset mod mig og fik ham indbildt,
at min Artikel var et ”Tilbagetog”. Jeg vidste
ikke noget herom, før jeg for nogle Dage
siden fik Brev fra skikkelige Christiansen,
der havde været i Besøg hos Slott-Møllers.
”I Samtalens Løb”, skriver Christiansen,
”fik jeg bl.a. at vide, at Grunden til at De
ikke havde set noget til Willumsen var
den;[sic] at De havde rakket hans Krukke
ned i Deres Artikel om Skovgaard *), og da
det var det sidste, som var tilbage fra Deres
”Tilbagetog” i Deres første Willumsen-Artikel,
saa kunde Fru Slott-Møller godt forstaa,
(jeg vil tro det) at Willumsen følte sig
krænket over en saa uforsvarlig (!)
Medfart,” – og dette var altsaa Grunden
til hans Udebliven.
Som De maaske kan tænke Dem, delte
jeg efter denne Efterretning min blideste
—
*) jeg benyttede, som De formodentlig ikke erindrer,
deri Lejligheden til at sige, hvad jeg tidligere havde
glemt, at Krukken som dekorativ Helhed var
mislykket.
Grund til i hvert Fald i nogle Uger – jeg
er ikke fordringsfuld i den Retning – at
gjengælde de venskabelige Følelser, jeg nærede
for ham. Men Skæbnen – i Form af
Slott-Møllers – vilde det anderledes. Hjærte-
parret fik fat i Willumsen, fik ham
ophidset mod mig og fik ham indbildt,
at min Artikel var et ”Tilbagetog”. Jeg vidste
ikke noget herom, før jeg for nogle Dage
siden fik Brev fra skikkelige Christiansen,
der havde været i Besøg hos Slott-Møllers.
”I Samtalens Løb”, skriver Christiansen,
”fik jeg bl.a. at vide, at Grunden til at De
ikke havde set noget til Willumsen var
den;[sic] at De havde rakket hans Krukke
ned i Deres Artikel om Skovgaard *), og da
det var det sidste, som var tilbage fra Deres
”Tilbagetog” i Deres første Willumsen-Artikel,
saa kunde Fru Slott-Møller godt forstaa
(jeg vil tro det) at Willumsen følte sig
krænket over en saa uforsvarlig (!)
Medfart,” – og dette var altsaa Grunden
til hans Udebliven.
Som De maaske kan tænke Dem, delte
jeg efter denne Efterretning min blideste
—
*) jeg benyttede, som De formodentlig ikke erindrer,
deri Lejligheden til at sige, hvad jeg tidligere havde
glemt, at Krukken som dekorativ Helhed var
mislykket.
[6 ]
Følelser ligelig mellem Willumsen og
Slott-Møllers, men efter at jeg igaar har
faaet at vide, at W. alligevel har været og villet
besøge os efter vor Afrejse, tænker jeg
naturligvis med mest Elskværdighed paa
det elskelige Hjærtepar i Vestervællinge.
Ja, nu, da jeg har skrevet denne
lange Beretning, kommer jeg i Tanker om,
at De vil svare mig, hvad De før har
svaret: ”jeg har en Gang for alle lovet mig
selv, at jeg ikke vilde blive Uvenner med
Slott-Møllers”. Og jeg vil kraftigt opmuntre
Dem til at holde dette alvorlige Løfte, De
saaledes har givet Dem selv, – ikke saameget fordi
jegegentlig beundrer den Karakterstyrke og
det Mands Mod, det indeholder,mere som
fordi det er et godt Løfte af den Grund,
at det sandt at sige er meget ubehageligt
at have Hjærteparret til Uvenner.
Jeg vover at have det Haab, at De,
over for hvad mig angaar, har givet Dem selv et lig-
nende Løfte. Om jeg havde mistet mine
otte Fingre, vilde jeg dog i Øjeblikket
kunne tælle mine Venner paa dem.
Skriv snart igjen. Lev vel og vær
ved bedre Humør, end jeg.
Venligste Hilsener fran min Kone.
Deres hengivne
Emil Hannover
Følelser ligelig mellem Willumsen og
Slott-Møllers, men efter at jeg igaar har
faaet at vide, at W. alligevel har været og villet
besøge os efter vor Afrejse, tænker jeg
naturligvis med mest Elskværdighed paa
det elskelige Hjærtepar i Vestervællinge.
Ja, nu, da jeg har skrevet denne
lange Beretning, kommer jeg i Tanker om,
at De vil svare mig, hvad De før har
svaret: ”jeg har en Gang for alle lovet mig
selv, at jeg ikke vilde blive Uvenner med
Slott-Møllers”. Og jeg vil kraftigt opmuntre
Dem til at holde dette alvorlige Løfte, De
saaledes har givet Dem selv, – ikke saameget fordi
jeg
det Mands Mod, det indeholder,
fordi det er et godt Løfte af den Grund,
at det sandt at sige er meget ubehageligt
at have Hjærteparret til Uvenner.
Jeg vover at have det Haab, at De,
nende Løfte. Om jeg havde mistet mine
otte Fingre, vilde jeg dog i Øjeblikket
kunne tælle mine Venner paa dem.
Skriv snart igjen. Lev vel og vær
ved bedre Humør, end jeg.
Venligste Hilsener fra
Deres hengivne
Emil Hannover
