2.4.1889

Hvad længe jeg har pønset paa, hvad tit jeg har til Side lagt

det sunder sig og samler sig og fører sig i festlig(?) Dragt

og ganger frem og banker paa og klarer saa sin Stemme

og rømmer sig og spørger om De monstro er hjemme?

Drachm.

 

 

Kbhvn d. 2/4 – 89.

 

Kære Fru Weis!

Ja saadan gaar det som skrevet staar og tro mig at jeg ofte har ærgret mig over mig selv, at jeg ikke har faaet skrevet til Dem; – aldeles ikke fordi jeg “skyldte” Dem Brev, aldeles ikke fordi jeg indbilder mig at der er noget særlig yndigt ved at faa Brev fra mig; – men alene fordi jeg har trængt til igen og saadan at det staar skrevet at takke Dem for et Brev som De skrev mig d. 1^ste Nov; som De mulig slet ikke husker, men som jeg gemmer som noget af det værdifuldeste jeg ejer, som mit Adelsbrev; og skulde jeg gaa i Hundene og nogen mene at jeg ikke var bedre

[2]

værd, saa skal det Brev vidne for mig, for den som det Brev er skrevet til han er ingen uværdig. Og naar jeg alligevel ikke har faaet skrevet saa er det fordi jeg ikke har været i den rette Stemning. Altid har den Historie om Zahrtmann, der tog sin sorte Kjole paa naar han skulde skrive til en Dame, forekommet mig saa god og saa meget til hans Ære – nu indser jeg at den duer ikke, det er ikke det det kommer an paa, man kan ikke trække i den rette Stemning som i den sorte Kjole, den er det det kommer an paa. – Den er der ikke i Dag mere end ellers, men da jeg indser at det nok ikke bliver anderledens saa snart, saa opgiver jeg at vente og beder Dem tage mit Brev som det falder.

Om en fælles Ven af os ved Navn Robert Hirschsprung kan jeg fortælle Dem at han fik ikke sin Examen, han gik fra[,] da han ikke kunde opnaa et hæderligt Resultat og maa følgelig læse et Aar endnu. Dette er en Ulykke

[3]

for ham. Der er Grænser for hvad et Menneske med Trang til at udrette noget, Trang til et Livsindhold kan taale af indre Tomhed. Det er en Ulykke at faa et Slag der tvinger en til at se ned til Bunden af sin egen Sjæl, at føle hvor slet det staar til og vide at man ikke har Kræfter til ja ikke en Gang Lov til at arbejde paa ens dybeste Pligt mod sig selv: den at blive et lykkeligt Menneske, men være bunden til et Arbejde – bunden ved sin Ære – der rent overfladisk set er ens Pligt, et Arbejde, der intet har at gøre med Spørgsmaalet om Lykke og Dygtighed, som stjæler den Smule Energi man har, som lægger endnu et Aar til de fem, hvor intet er udrettet, intet lært, hvor ingen Dag har kendt den berettigede Selvtilfredsheds, den gjorte Pligts, den gode Samvittigheds styrkende Lykke; stadig Længsel, stadig Tomhed – – men lad mig ikke blive ved i den Tone, det er umandigt, som jeg har det har jo tusinde af unge Kvinder det, det er jo muligt

[4]

Forløsningen kommer om jeg holder ud dette Aar endnu, holder ud ved Hjælp af stadig Stofoptagen, stadig nye Indtryk, stadig Fornøjelser, og saa passer jeg imens min juridiske Strikkestrømpe, – sandelig det er ikke dens Knuder der tynger mig, jeg forlanger ikke at have det mageligt, jeg har det jo inderlig mageligt; – og jeg taler ikke derom til nogen, de vilde anse mig for Fantast eller Problematiker, – men har en Fornemmelse af at De forstaar noget af dette og kan derfor ikke lade være at søge den Lettelse der er i at skrive derom. – Tilgiv mig. – Saaledes gaar Maanederne, med Jura, med Stofoptagen af alle Slags, med Fornøjelser, med vort hyggelige Familieliv, – alt dannende en Skorpe over Saaret der i ensomme Timer kan synes saa haabløst ulægeligt, at –