Juli 1889

Afsender

Rasmus Christiansen skriver til Alice Hannover og beder hende hilse sin ægtemand, som han drilsk kalder "Prinsesse", og takke for lånet af en bog. Han arbejder på et maleri, et "Mester-Makværk", og klager over Odenses provinspræg, som han sidst i september vil udskifte med et ophold ved Langesø blandt rigtige bønder: "det ved man da, hvad er." Han er fuld af anfægtelser omkring sine evner som maler - han burde have været røgter eller avlskarl, skriver han, men planlægger nu at gifte sig, skulle der være én, der vil have ham. Han spørger afslutningsvist til Rohdes helbred og beder Alice hilse sin ægtefælle og gratulere ham med en kommende artikel om Rafaëlli.

Transskription

Thorsgade 25\1
Odense : Juli 89

Kjære Fru Hannover!
Det var slet ikke nogen løjerlig
Idee af Dem at skrive Brev til mig
kan De hilse Prinsesse og sige og jeg
kunde have Lyst til stadig kun at
skrive til Dem, og ikke til ham, alene
af den Grund. Imidlertid faar vi jo
bære lidt over med ham, da
han jo som bekjendt er meget snerpet
(men ikke mine Ord igjen). Vil De
hilse ham og takke for den tilsendte
Bog, og bede ham om, hvis han sender
flere, da at lade være med at sætte
Frimærker paa, det er dog forgalt at
han skal have Udgivter med For-
sendelsen, foruden al den dermed
forbundne Ulejlighed. Det vil jeg
nærmest regne til Misbrug af et Bekjendt-
skab. For øvrigt deler jeg tilfulde Deres
Beklagelser over det evindelige Solskin,
det er sommetider rent forfærdelig og virker

[2]
som en Blyplade paa Hovedet — rent
fraset, at jeg egentlig slet ikke kan undvære
det, da mit paabegyndte Mester-Makværk
foregaar i Solskin. Med Hensyn til Kjedsom-
hed da giver jeg Dem ikke noget efter.
De gjør Dem ingen Idee om, hvor saadan
en Provindsby som Odense er dum og
kjedelig og snerpet — saa er det dog noget
ganske andet paa Landet mellem Bønder,
det ved man da, hvad er. Desværre er jeg
nødt til at blive her hele Sommeren
for mit Arbejdes Skyld. I Slutningen
af September haaber jeg imidlertid at
slippe herfra for at tage Revanche ude
i Skovene ved Langesø. Det er pænt
af Dem at De har givet mig et godt
Skudsmaal hos Kathrinebjergs Køer, hvis
jeg skulde faa Tid til at besøge Dem og
dem. Men tiltrods for at jeg har meget
tilovers for Køers Intelligens, saa tror
jeg dog nok, at Deres Fantasi er løbet af
med Dem, da De mente at opdage
de tindrende Blikke — medmindre
da Røgteren netop var i Nærheden
for at flytte til Middag. Jeg skulde for-
resten vist hellere have været Røgter

[3]
eller Avlskarl istedetfor Maler, det var vist
noget, jeg kunde lære. Naar jeg nu er
bleven overbevist om, at det ikke bliver
til noget med mig som Maler, saa tror
jeg, jeg vil … gaa hen og gifte mig, hvis
der skulde findes en, som var dum nok
til at tage mig. Jeg bliver næppe rar
at omgaaes. Hvis De skulde kjende en eller anden
som har lyst til at blive gift enten
strax eller til første November, saa
send hende bare herover. Paa Formerne
ses ikke saa meget som paa en god
Omgang, hun maa helst kunne slaa
en proper Næve. — Lad min[sic] nu se
til Vinter, naar De er flyttet ind i den
ny Lejlighed, og Prindsesse gaar og
leger “Møbler flyttes”, at De da ikke glem-
mer at sige ham, hvor Skabet skal
staa — jeg vèd De kan.
Har De stadigvæk mange og gode
Jordbær paa Kathrinebjerg? I saa Fald
misunder jeg Dem, for her er de alle-
rede slupne op, efter at være skrumpede
sammen Dag for Dag, saa at de sidste

[4]
ikke var stort større end et Knappe-
naalshoved og ganske visne. Det var
Varmen, som de ikke taalte.
Vèd De noget om hvorvidt Rohde
er bleven saavidt helbredet, at han har
kunnet tage paa Landet. Jeg vil
haabe det for ham.
Hils Deres Mand mange Gange
og gratuler ham til hans Artikel om
Rafaëlli. Jeg siger som De: den bliver
nok god.
De selv hilses mange Gange
fra Deres Mands hengivne
R. Christiansen.