Spring til indhold
Menu

Antagelig 23.4.1888

Afsender

Bertha Wegmann

Modtager

Louise Melchior

Dokumentindhold

Wegmann takker nej til en invitation, da hun arbejder "som en Hest" på at indlevere værker til en udstilling, sikkert Den Nordiske Kunstudstilling. Hun beder om at udstille Portræt af etatsråd Moritz Gerson Melchior også.

Transskription

Mandag den 23 April
 
Kjære Louise!
 
Desværre kan jeg ikke komme til dig imorgen Aften, da det bliver en forfærdelig travl Dag for mig imorgen; iovermorgen er jo den sidste Termin for Indlevering til Udstillingen, og jeg kommer til at arbeide som en Hest, saa duer jeg slet ikke om Aftenen, og det er bedre at vente til det Hele er overstaaet.
[2]
Jeg har været saa fræk at anmelde din Faders Portræt til den store Udstilling og jeg veed ikke om jeg har spurgt dig ad, men hvis du har noget imod det, saa sig bare væk; i modsat Tilfælde vilde jeg enten imorgen eller overmorgen sende nogle Mænd op at hente det. Maa jeg bede dig sige mig din Villie desangaaende med et par Ord. Min Veninde hilser mange Gange og du omfavnes af 
din hengivne B Wegmann
 
 
[på hovedet i forhold til den øvrige tekst:]
Hils Carl og hans søde Frue mange Gange.

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår kun delvis af brevet. Wegmann har dateret det til Mandag den 23 April. Denne dato var en mandag i årene 1877, 1888, 1894, 1900, 1906, 1917, 1923, så brevet stammer fra et af disse. Samtidig nævner hun den store Udstilling, og det kunne være Den Nordiske Kunstudstilling i København i 1888. Her deltog Wegmann med 5 værker, se Illustreret katalog over Kunstafdelingen ved Den nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888, København 1888, kat.nos. 491-495, p. 29. Et af dem kunne være Portræt af etatsråd Moritz Gerson Melchior fra 1884, som Wegmann her nævner, at hun vil vise på en udstilling. Det kunne være kat.nr. 493, som kaldes: "Portræt af Hr. M". Desuden nævner Wegmann Carl Melchior og hans kone, der blev gift 1887.
Ud fra disse ikke helt sikre omstændigheder kunne et bud på dateringen af brevet være 23.4.1888.
Samme sag omtales også i brev antagelig efter 23.4.1888.
København
København
Håndskriftsamlingen, Det Kongelige Bibliotek, Acc. 1988/44
Antagelig 23.4.1888,1 Antagelig 23.4.1888,2