Efter 25.6.1888

Kære Agnes Slott-Møller!

Tak for Deres elskværdige (nej! det er sandt, det maa jeg jo ikke sige) Brev af “25^de dennes”, tak for alle de gode Ønsker. – Men kære, hvor De digter, hvor De digter. De skriver om Marie og mig. Ja, jeg respekterer de sjælsfornemme Mensker, der holder sligt for sig selv. Jeg er nu ikke saadan anlagt, jeg har en Trang til at tale om dette, det eneste jeg tænker paa. Ak, var jeg helt sikker paa to Ting, paa min egen Kærligheds Kraft – og paa at Gevinsten fuldt ud var al denne Kamp og Jammer værd, at min Lykke laa der, ja da vilde jeg være mere fortvivlet end jeg er, nu er Lede, den bitre Følelse af at være slagen og vraget, ja og saa Sorg, Sorg og Længsel det der behersker mig.

De synes at billige Maries Skridt, aa ja, man gør jo hvad ens Følelse og Fornuft dikterer én, for saa vidt er alt jo i bedste Orden; men den Kvinde, der kan gøre det, i hvem Selvstændighedstrangen og Kunstkærligheden og Egoismen er saa stærk at hun skyder sin Opgave fra sig, den at hjælpe den hun holder af frem i Solskinnet, første gang den trykker hende og hun 

[2]

ser hvor meget i min Natur jeg ikke kan opgive og at ogsaa hun maa gøre Ofre, første Gang hun ser at jeg trods min Svaghed i Øjeblikket har en Mands Fordringer til at være Herre og en Mands Ønsker i Kærlighed, – hun har ikke Lov til at tale om sin grænseløse Kærlighed, der er kun en “Holden af”; og jeg har haft hendes Kærlighed, hun har været stolt ved den Tanke at skulle være min Hustru, hun har været helt, helt Kvinde; – kan det saa ikke nage én, at jeg ikke har kunnet holde hende fast og at hendes egne Natur ikke kan holde ved. – Og nu! – Ja, vi udvikler os bort fra hinanden, finder maaske aldrig hinanden mere; saadan som Verden er indrettet, med dens nødvendige Fordring til et grundigt Fundament for enhver Forbindelse bliver vi aldrig Mand og Kone, før hun lider et Par grundige Nederlag, og det vil jeg naturligvis ikke ønske hende, før enten hun bliver meget svagere eller jeg meget stærkere; og det er Synd, for i al Fald jeg lader der tilbage, alle disse sidste Aars Glæder og Sorger, Haab og Selvopdragelse; Tanker og Følelser, Længsler og Planer; – men det er en skidt Verden vi lever i, skidt og usselt at to Mensker som hun og jeg der holder af hinanden begge skal gaa og bløde, fordi vi tvivler om – ja, maaske er sikre paa at vort Forhold ikke vil kunne bære 

[3]

for Livet; alt hvad der er i mig af Mandsblod skriger mod denne Unatur med Overensstemmelse, Livsvarighed, “Selvstændighed”, Kunst – – som vi Nutidsmensker tvinges til at tage Hensyn til, saa civiliserede vi er; – giv Dig hen, nyd Livet, del Arbejde og Ungdom, det er Buddet, hvad har alt det Sludder med Menskers dybeste og herligste Trang og Drift at gøre. ––––––––

Nej, hvad jeg aldrig haaber jeg skal komme til at indlade mig paa, det er saadant et moderne Forhold med Selvstændighed og Egoisme til Grundlag og Kærlighed til Dessert; nej, at give alt og faa alt, det er Kærlighed og De kender mig vel godt nok til at vide, at dette ikke for mig er ensbetydende med Ønsket om et lille Mæ-hæ til Kone, der siger Ja og Amen til a[l]t hvad Fatter siger, eller ensbetydende med at jeg skulde ønske en Hustru der hele sit Liv ikke bestilte andet end stoppe mine Strømper; men fy føj for disse Emancipations-Kvinder, for hvem Arbejde og ikke Kærlighed er det centrale i Livet. – Jeg bebrejder Marie intet, man bebrejder ikke en Neger at han er sort, jeg bebrejder mig selv, at jeg saa daarlig har formaaet at holde hende fast, at komme over Uoverenstemmelserne og at jeg har været for sikker paa hende, ikke kunnet tro paa Arbejderen i hende, det haarde i hende virkelig kunde besejre Kvinden. – Nu har jeg jo Syn for Sagen; det er en bitter

[4]

Skuffelse at se den der klyngede sig til mig hver Gang hun var i Nød opgive mig, nu hvor Sommeren giver hende lidt Solskin, bittert at faa den Straf for disse Aars ulykkelige Selvudvikling, – men det er maaske godt at den der kan gøre det ikke bliver min Hustru.