Primo marts 1888

Afsender

Lange ærgrer sig over købet af et af Christian Skredsvigs malerier til Det kongelige Billedgalleri (SMK). Han bebrejder Hannover, at han igen beskæftiger sig med Max Klinger, som Lange anser for en epigon. Han omtaler Charlottenborg-udstillingen og nævner bl.a. værker af Valdemar Kornerup, Rasmus Christiansen, Vilhelm Hammershøi og August Schiøtt i negative vendinger, mens Georg Seligmann og Kristian Zahrtmann roses. Han bebredjer Hannover, at han er til fals for det "affekterte" fremfor det "naturlige".

Transskription

[med Emil Hannovers hånd:]

(Marts 1888)

Kjære Ven

Tak for Deres sidste Brev og Meddelelsen

om Dem og Deres Hustru. Jeg er ganske

enig i meget af hvad De ytrer, jeg har

ogsaa meget imod Tyskernes Viden-

skab i vort Fag, saa højt som jeg end skatter

fleres, navnlig Bodes Viden. Jeg skylder

Dem ogsaa, fra Deres forrige Brev, en

Tilslutning til Deres nedsættende Dom om

Skredsvigs Maleri, som vi er bleven lyk-

saliggjorte med. Det er slet og tomt. Posi-

tiv Skyld i Anskaffelsen har jeg forresten

ikke; jeg kunde maaske kun have gjort stær-

kere Modstand.

Det fornøjer mig at høre om Deres

[2]

Foretagender og Studier. Dog kan De

nok forstaa, at jeg er lidt misfornøjet

med, at De nu begynder at forsømme

det vigtige Æmne Max Klinger: det

bliver snart 3 Uger siden at jeg læste Deres

sidste Afhandling om denne Storhed, der

for vort Publikums Bevidsthed dog vel nu

udfylder de 9/10 af Europas Kunst. Vi

ere af særdeles Himlens Naade aabenbart

forud for hele den øvrige Verden i Opfat-

telsen af Max Klingers rette Proportioner.

Tænk om De, mens De gaar dernede i Dres-

den og ser paa Rembrandt og Tizian og

Rafael osv, skulde gaa hen og glemme

Max Klinger! Ja De mærker maaske, at jeg

er ganske forelsket i Navnet: der er noget

ved det af en Bjælde, som jo har den speci-

[3]

elle Egenskab evig at minde om sin be-

skedne Tilværelse, hvilket kun kan falde van-

tro Mennesker lidt trættende.

Naa, nu er De nok gal i Hovedet for

Alvor! Men jeg forsikrer Dem, at jeg egentlig

er mere gal i Hovedet (i denne Sag) paa

Dem end paa M.K. Det eneste, jeg har imod

ham – foruden at hans Raderinger for det

meste er temmelig daarlige – er at han hører

til de Nutidsfirmaer, som driver en ligefrem

Geschäft med Originalitet. Lad ham det!

Fejlen er hos dem, som bide paa Krogen.

Naa, nu er De nok endnu mere gal

i Hovedet – og jeg forsikrer Dem, at det var

ikke min Mening. Men naar jeg ser vor

egen nyeste Udstilling, saa er jeg slet ikke hen-

rykt over den yngste Slægts Bedrifter.

Den unge Kornerup har malet et ældre

[4]

Bybud eller Kontorbud i afmagret Til-

Stand og ganske afklædt, pattende sin vox-

ne Datter, og man maa haabe, at han

finder bedre Smag i hende end jeg gør.

Knaldende Virkning à la Bonnat – Gud ved

hvor han har lært den! Dagslys over Over-

kroppen, Maaneskin over Benene: vel under-

rettede Personer paastaa rigtignok, at det skal

være Koldbrand i Benene; men jeg paastaar,

at det er Maaneskin – hvilke uhyre og u-

forudsete Vanskeligheder Kritiken har at kæm-

pe med! Det gamle Kontorbud, som ingen

Klæder har og derfor heller ingen Lommer,

maa alligevel have skjult en Lommekam

et eller andet Sted; thi hans Haar er nylig

friseret tværs over den skaldede Isse fra

det ene Øre til det andet – saaledes som ældre

Kontorbud gør det. Jeg ved naturligvis

[5]

meget godt, at Billedet med alt det gode

kunde være et Mesterværk, eller i alt Fald

et indholdsrigt Værk; men det er det bare

ikke: for mine Øjne synes det meget lidt

lovende. – Saa er der en forloren Søn ude

ved sine Svin, af Christiansen – en fuld-

komment pænt vasket og selv i godt køben-

havnsk Selskab præsentabel Model i en

bedrøvet Stilling. – Og saa er der Ham-

mershøjs Job! Ja hvor ondskabsfuld man

end er af Naturen, maa man jo indrømme,

at dette Billede har en hel Del mere at

sige end de andre, at der er en malerisk Klang

og Tone i det. Men jeg kan ikke lade være

at hviske ganske sagte og ængstelig: Mon det

dog ikke skulde være en lille Smule saadan

af det, som man i min Ungdom kaldte af-

[6]

fektert??? Ak denne sagte Hvisken

vilde løfte sig til et skrækkeligt Raab

om en soleklar Kendsgerning: Geschäft

med Originalitet! – hvis vi ikke var saa

bange for at blive spiddede paa Karl

Madsens og Emil Hannovers spidse Penne.

Men saa længe som disse Riddersmænd staa

Vagt om ‟de yngste” og ikke taale nogen

Mukken om noget Muggent og usundt

paa den Kant, saa vove vi kun at hviske.

Nej, lad os holde os til de gamle:

Der er f. Ex. Professor August Schøtt,

Medlem af Akademiet, R. af D., som har

malet den skiønne Imogen, der belures

i sin Søvn af den snedige Jacchimo.

Hun er sød, den Imogen, kan De tro, som

om hun var bagt af Kagedejg. Jeg for-

[7]

sikrer Dem, at det er saa lidt usundt, at

det kunde anbefales som den ferskeste og

mindst hidsende Patient-Diæt.

Kære Ven! De maa ikke optage dette

som første Levering af en gennemført

Udstillingsanmeldelse, det kunde sikkert blive

noget trættende for Dem. Men jeg har under

mine Besøg paa Udstillingen tænkt en hel

Del paa Dem og gjort Dem nogle Bebrej-

delser, fordi De somme Tider er med til at se igennem

Fingre med det affekterte og overhovedet

ikke gør den rette Forskel mellem det som

griber med den naturlige Tilskyndelses Magt

og det som udklækkes af Trangen til at

hitte paa etwasnochniedagewesenes, som

kan være en Plakat for En selv.

[8]

Der er en ung Debutant, Seligmann,

som har malet smukke Ting, – jeg ved ellers

intet om ham, ingen kender ham. Den

unge Poul Blochs Portræt af sin Fader

kan jeg egentlig ikke vurdere saa højt som

mange gør det. – Zahrtmanns nyeste

Leonora Kristine holder jeg mere og mere

af, alt som jeg ser paa det; dog er vistnok

Hovedfiguren her den ringeste.

Naa, nu har De nok af min giftige og

Galdesyge Passiar – behold nu ingen slem

Smag i Munden efter den. Hils Deres

Hustru mange Gange, ligeledes Prof. Treu,

hvis De skulde se ham, og forsøm ikke

at skrive til mig.

Deres hengivne

Jul. Lange

Fakta

Dokument type Brev

Sprog

Dansk

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår delvis af Hannovers påskrift: Marts 1888, og af det forhold, at der i Langes brev af ca. 6.3.1888 sandsynligvis hentydes til nærværende brev, som da må være skrevet før, dvs. i begyndelsen af marts 1888.

Afsendersted København

Modtagersted Dresden