23.1.1873

München den 23 Januar. 

1873.

 

Kjære Fru Melchior!

 

Da De sidst var saa venlig at skrive til mig – havde De nok ikke modtaget mit Brev fra den 26 forrige Maaned – jeg haaber det ikke er gaaet tabt – da De ellers ret maatte tro jeg var et utaknemligt Menneske. – Jeg glæder mig saa ofte over det smukke Present De selv har forfærdiget med saa megen Smag. Linialet ligger paa mit Arbeidsbord, og hvergang mine Øine falder paa det – blive mine Tanker henflyttede til det kjære Kjøbenhavn – indnu nærmere kommer mig al den Godhed ihu som De har ladet mig blive tildeel og med et glad Sind – og fornyet Mod skrider jeg til Arbeidet.

Med Glæde vil jeg male et Pendant til det syge Barn – jeg begynder paa det en af de første Dage – vel har jeg for Øibelikket et andet Arbeide i gang – men det er ret godt at 

[2]

begynde flere Arbeider paa engang[,] man bliver ikke saa let træt og kjed af det sujet man maler – naar det fra Tid til anden bliver sat tilside – og Aanden beskjæftiget med en ny Gjenstand. – Jeg vilde da gjerne bede Dem om at sende mig Maalet af Billedet – for at jeg da kan bestille Lærredet i samme Størrelse. De behøver kun at tage en lang Strimmel Papir – og klippe et Mærke angivende Billedets Bredte. –

Hvor det gjør mig ondt at den stakkels Grev Moltke er saa daarlig – troer De ikke der er Haab for at han kommer sig igjen? – Jeg har læst Andersens sidste Fortællinger – dog synes jeg ikke de ere saa smukke som de gamle Eventyr, hvis jeg ikke havde vidst det var Andersen kunde det ligesaa godt være skrevet af en hver Anden.

Hvorledes gaaer det ham? Er han bestandig indnu saa utaalmodig? Kan hans klare friske Aand ikke hæve sig over Lidelserne?

[3]

Fra Tante Cille har jeg i lang Tid Intet hørt – er hun saa flittig? – thi jeg haaber at ikke Sygdom igjen op tager al hendes Tid.

En Familie Lassen har jeg her gjordt Bekjendtskab med – to meget elskværdige unge Folk – han studerer her ved Universitetet, jeg troer nok de ere bekjendte med Adlers – den unge Fru Lassen er overordentlig sød og smuk, jeg kunde have Lyst til at gjøre et Billede af hende, men jeg vover ikke at bede hende om en saa stor Opofrelse.

Først nu begynder egentlig Vinteren i München – indtil nu have vi bestandig havt det yndigste Efteraar, bare nu Vinteren ikke indhenter det forsømte og lader os undgjælde med en ret seen Sommer. Til Marts haaber jeg at blive færdig med mit paabegyndte Billede – det bestaaer af 5 Figurer – hvis det da bliver godt sender jeg det til Udstillingen i Kjøbenhavn dette Foraar, jeg er saa frygtelig angst for at udstille

[4]

noget fra min Haand – Damerne blive altid mere kritiserede, og saa veed jeg slet ikke hvorledes mit usle Arbeide vil see ud blandt saa mange gode Ting – det er altid en haard Prøve for et Maleri at blive udstillet blandt mange Billeder, men engang maa det jo dog skee. –

Jeg haaber at De ret snart vil lade mig faa hørt lidt fra Dem, og Deres kjære Familie, og at De stedse vil tænke paa mig med samme Godhed og Interesse. Mange Hilsner til alle kjære men venligst værer De hilset fra Deres

hengivne

Bertha

 

Undskyld den daarlige Skrift min Pen var saa slet.