5.6.1888

5 Juni 88.

Kære – kære – Robert hvad var det dog for et godt Brev, min kæreste Skat – det var jo et langt Spring, en lykkelig Forandring – tør jeg dog bare rigtig sikker tro på, at det må vare ved, jeg er bange for at tro for sikkert på min Lykke –, måske det hele kun er en Illusion – og så er det så bittert at vågne – nej vel Robert, det kan jo dog kun være sandt? – det andet er utænkelig umulig – å Du, jeg burde jo slet ikke skrive til Dig iaften, jeg er absolut ikke i det glade gode Humør – jeg er ængstelig og urolig – trods dit Brev – men jeg synes, Du skal høre fra mig, det er Synd andet – å hvor jeg takker Dig for dit – nej jeg synes det lyder som en Drøm – ja så Du 

[2]

har talt til din Moder. jeg kan jo nok forstå, at det kom sådan, stakkels Du, som jo går så ene med alle de slemme Tanker – det glæder mig meget, at hun tog det så elskværdig og kønt, og at hun bestyrkede Dig i at tro på dette – jeg synes, det er helt stort af hende – da hun jo dog har så lidt Sympathi for mig – det havde jeg ikke vented. Vil Du allerede tale med din Fader nu? å nej å nej – det er måske tosset af mig – for jeg har egentlig slet ingen Grund, hvorfor jeg ikke vil have det. Aa Du jeg længes sådan efter Dig, bare Du var her – bare Du snart kom – for ikke sandt, Du kommer jo nok herover i Sommer? Du må endelig, hører Du, – Skatte min – Du – Agnes og Møller går og driller mig med, at jeg ikke tænker på andet end på Vendsyssel

[3]

de skulde bare vide, hvor jeg havde mine Tanker henne, så vilde de vist blive meget forbavsede.

Ja vist skal det nu være forbi med alt Kludder, først var hun en Tosk, skriver Du – ja måske – men jeg må nu dog sige Dig, at jeg dengang ikke kunne give Dig mere – ser Du, der sad så meget tilbage endnu – det overså Du eller vilde ikke tro på, fordi Du så heftig ønskede, at jeg måtte blive din Hustru; – jeg ønskede og stræbte jo af al Magt selv den Gang – men det var der, det andet, og det havde Du ingen Forståelse af, – bliv nu ikke bedrøvet eller ængstelig kære lille Robert. Din Hustru holder jo så usigelig meget af Dig – Du er jo alt for mig – alt alt alt – jeg længes efter Dig og ønsker kun jeg havde Dig hos mig, kunde tage Dig i mine Arme[,] kysse Dig på dine kære

[4]

kære Øjne – hviske til Dig hvor lykkelig jeg er – hvor tryg vilde jeg ikke være hos Dig – og dog Robert, jeg må sige Dig det, Du må ikke forfærdes – jeg må forberede Dig på, at der godt kan komme Tider hvor den anden Forelskelse kan fåe meget af sin gamle Magt – den kan dukke op den gamle Drøm – og det vil måske også kunde vare længe, inden jeg kommer helt helt udover det – men Robert, Du tror nu ikke, at jeg så holder blot en Tanke mindre af Dig – vel? det gør Du ikke? for det har Du ingen Grund til, jeg er sikker i min Kærlighed, den er stærk nok – å hvor jeg dog vilde ønske, at Du kunde komme til Forståelse af dette her – det må ikke forvolde Dig Bitterhed eller Sorg – at Du kunde begribe denne Dobbelthed – jeg vilde jo helst forskåne Dig for alt dette, men jeg kan ikke lade være med at sige Dig det – jeg føler, at det er det rigtigste.

[5]
5/
Det glæder mig at Du har haft så megen Glæde af at tale med Ellen & Konrad. synes Du virkelig, vi ligner hinanden? jeg vilde nødig, at Du skulde ligne ham – jeg tror nu alligevel, at han har slået sig til Ro – denne ængstlige Forsigtighed – Du kan tro, han ender såmænd om ikke ret længe med at blive inderlig conservativ – måske Højremand. Nej sådan er Du da slet ikke, af ha af ha.

Aa Robert, å Robert – nu begynder jo Livet først rigtig for os to – nej nej, at vi virkelig skal giftes, det er så underlig så sært – og dog alligevel så selvfølgelig – hvem skulde vi ellers ha[’]e – å Gud å Gud, at vi to små Børn – jeg ser os tridse af som ærværdige Ægtefolk – det er rent latterlig – jeg

[6]

er ganske småtosset af Lyksalighed ved Tanken. mig Robert, er det da virkelig sandt? Robert Robert Robert – min egen elskede Mand. Så nu får Du ikke mere iaften, nu er Kl. 12½ – om nogle Dage får Du et Brev, hvor jeg skal læse dig Texten for nogle små latterlige Urimeligheder samt fortælle Dig lidt om hvad “vi” tage os til – hvad “vi” snakke om – (ringer det ikke enormt for dine Ører?) o.s.v… Idag har det forresten været første Dag, hvor vi har kunnet male ude. – det har været inderlig koldt. Jeg sender dig Agnes[’] Brev – jeg tror nu igrunden ikke, at I er så forskrækkelig uenige – det var forresten fælt med Otto Bache. – Når Studiehovedet af Clausen er smukt, hvorfor skulde Du så ikke kjøbe det – Jeg tvivler bare om, at han holder sig ret længe. Fotografiet af mig, finder jeg ret beset temmelig ækelt, og vil ingen flere have. Nå nu 

 

[drejet 90 grader, langs højre side af papirarket]

 

får Du skam ikke et Ord mere. Godnat godnat Du elskede

 

[drejet 90 grader langs øverste side af papirarket]

 

jeg går gladere og mere letted iseng – din Marie

[på konvolutten:]
Robert Hirschsprung
Bredgade 45 St o G.
K Kjøbenhavn

 

[poststemplet på konvolutten: FREDERICIA [X].6., og ombæringsstempel København: 10.6.88]