Udateret

Diktat
Kjære Rohde,

Jeg synes, det eneste rigtige er
at sammenkalde de frie Ud-
stillere til et Møde hurtigst
mulig, og faa dem til at give
Dem et skriftligt Tillidsvotum
for Deres Optræden i den Willum-
senske Sag. Hils Hvis Willumsen
da virkelig skulde begaa den
Dumhed, hvormed han truer
Dem, er De jo garderet. Men
Yderligere mener jeg, at et
saadant foreliggende Tillids
votum, affattet tydeligt

[2]
og muligst fordelagtigt for
Dem, kunde afholde Willumsen
fra at foretage sig noget
videre i Sagen, hvis han fik
Underretning om at det
foreligger. Jeg synes, det vilde
være en Plet paa den frie
Udstilling, om de Willumsen-
ske Kommentarer paa nogen
Maade kom inden for dens
Døre. Meget hellere synes jeg
da, ham maa blamere sig selv
ved at offentliggjøre dem;
for Dem kan jo Sagen kun
være ærefuld. Men for alle
mulige Eventualiteters Skyld:
sammenkald de frie Udstillere,

[3]
faa deres Tillidsvotum, og skriv
saa til Willumsen.
Saa synes jeg, De ogsaa skulde skri-
ve til ham, at Hannover har bifal-
det Kommentarernes Beskjæring
og giv ham saa det Spark ud af
den frie Udstilling, som han ærlig
har fortjent. Saadan en Person
maa de dog hellere undvære.

[her efter med Emil Hannovers egen hånd:]
Hvis De vil komme herud imorgen,
haaber jeg at kunne taale at tale lidt med
Dem. Hvad jeg her har dikteret min Kone,
kan De formodentlig næppe læse.
Jeg pressede hende naturligvis for at
faa at vide, hvad der var passeret. Saa
svaghovedet er jeg dog heller ikke blevet, at jeg
ikke skulde kunne taale at høre Willumsens
Idiotier
Venlig Hilsen
Deres hengivne
E.H.