Antagelig o. 1885

At i og for sig en normal Tilfredsstillelse af Kønsdriften er fremmende for et Menneskes legemlige og aandelige Kræfters Udvikling, endogsaa naar den sker ved Selvbesmittelse, betvivler jeg ikke; men naar jeg dog her lover mig selv alvorligt at afholde mig – rimelig absolut – fra enhver Kønsforbindelse ikke at give efter for min Drift, da er det fordi jeg føler mig overbevist om at en Tilfredsstillelse udenfor Ægteskab under vore Samfundsforhold og under vor Kamp for en ædlere og humanere Civilisation ikke kan finde Sted uden at større Værdier gaa tilgrunde end der ved Tilfredsstillelse indvindes. Thi faktisk staar Valget regelmæssigt mellem Onani, offentlige Fruentimmere og Forførelse, og om jeg end ikke tør rose mig af at være saa vidt, at min Følelse oprøres ved nogen af de to førstnævnte Former, saa indser jeg dog fuldt ud, at det er et lavt Standpunkt jeg staar paa, og at enhver højere Udvikling arbejder hen mod det Maal, hvor den fulde aandelige Overensstemmelse

[2]

har vakt Kærlighedsfølelsen saaledes at Ønsket om at leve Livet opstaar, thi at kun den fulde aandelige Hengivelse frembringer Ønsket om den fulde legemlige, det er det – saare fjærne – Ideal, som bør være Udviklingens Endemaal saavist som det at beherske sit Legeme, saavist som det at spare paa sin Hengivelse er en vigtig Side af Dannelsen.

Men sikkert er det at der ligger utallige Mellemformer mellem den betalte 10 Minutters Forbindelse med et offentligt Fruentimmer, hvor Hjærtet slet ikke er engageret og saa et ideelt Ægteskab, og vist er det at en Forbindelse med Forelskelse paa begge Sider uden Tanken om Ægteskab, eller uden Ægteskab paa Grund af ydre Hindringer, er baade skøn og naturlig, og kun uforsvarlig paa Grund af Børneeventualiteten.

Hvad jeg lover mig selv er derfor ikke Coelibat til jeg bliver gift, men at lade min Følelses Styrke være Maalestokken for Tilladeligheden af min Kønsdrift[s] Tilfredsstilelse, at komme saa vidt at jeg ikke blot indser men føler at Coitus uden Forelskelse er lav og væmmelig.