Menu

1888-12-15

Afsender

Johan Rohde

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Rohde forsøger at rede trådene ud ovenpå de forudgående udvekslinger angående relationen imellem Karl Madsen og Hannover. Rohde lover at behandle de af Hannover videregivne oplysninger om Slott-Møllers økonomi med diskretion. Lodderne til Wildenraths lotteri er ved at blive sendt ud. Der er indtil nu solgt for 5-600 kr.

Transskription

Lørdag Aften 15/12 88.
Kjære Ven! Medens Christiansen og jeg forleden Dag stod ude foran
Atelieret og arbejdede, faldt Talen paa Forholdet imellem Dem
og Madsen. Vi vare begge enige om at beklage Bruddet
som meget uheldigt for den unge Kunst’s Interesser og discuterede
følgelig, om der intet var derved at gjøre. Tilsidst siger saa
jeg: “ja nu gaar jeg hjem og skriver et Brev til Hannover,
ligesom jeg ogsaa agter at henvende mig til Madsen.” “Det
skal De ikke gjøre”, svarer Christiansen mig, “et saadant
Brev kan saa tit mistorstaaes, og Hannover kan let gaa hen
og tro, at De nu ogsaa er i Ledtog med hans Uvenner”.
Desværre ser jeg nu af Deres Brev, at Christiansen har
faaet Ret. Mit Brev er blevet grundigt misforstaaet, hvad
enten nu Fejlen er min, som har skrevet slet, eller Skylden
er at finde hos Dem, som har lagt noget andet i mine
Ord, end jeg havde tænkt mig. —
Mit Brev blev skrevet ud fra den samme Stemning,
som lader Vennerne hos et Par Duellanter, der har
fornærmet hinanden, gjøre et sidste Forsøg paa at faa
Striden bilagt i Mindelighed – og intet andet. Hvis
De i mit Brev har opdaget et bestemt Partistand-
punkt – saaledes som De siger – da gjør det mig ondt
at jeg har skrevet saa uklart; thi sligt skal der ikke være.
— Jeg ser to Mennesker, som jeg har omgaaedes, og
som begge altid har vist mig Venlighed (hvis jeg ikke
husker feil, har jeg oven i Kjøbet stiftet Bekjendtskab med
den ene ved den anden) i Færd med at begynde en
lidenskabelig Kamp, og det forekommer mig, at jeg
[2]
maatte være en underlig Fyr om jeg ikke gjorde mit til
at bilægge Striden. Dette har jeg efter fattig Evne forsøgt;
om et Tillidsvotum til den ene og et Mistillidsvotum
til den anden har jeg aldrig haft en Tanke. —
Det gjør mig ondt, at De tror det nødvendigt, at sige
mig, at De som Forfatter er optraadt uegennyttigt.
Jeg har, saavidt jeg véd, læst alt, hvad De har ladet
trykke, og jeg véd derfor fuldt vel, hvorledes De opfat-
ter Deres Hverv som Kritiker; jeg erindrer meget godt,
hvordan De har fremhævet Folk, imod hvem De havde
en personlig Aversion, og paa den anden Side — hvilket
jeg betragter, som langt betydningsfuldere – hvorledes De
har taget fat paa Deres egne gode Venner, naar De fandt
det vigtigt. Jeg har paaskjønnet Deres sunde og kraftige
Artikler, som ere spredte omkring i Dagblade eller Tidsskrifter,
jeg véd, hvormegen Had og Utak de har indbragt Dem,
og naar De taler om Utaknemmelighed[,] maa De der-
for adressere den andet Steds hen — ingen skal ivrige[re]
end jeg beklage, om De virkelig trak Dem bort fra den
lokal-kritiske Virksomhed og ofrede Dem udelukkende
for Historien.
Ja det er underligt for mig at skulde skrive dette, da
jeg jo dog saa tidt personligt har bedt Dem at ofre
Dem for Kritiken — fordi jeg føler at vi har en
Kraft i Dem. Men efter Deres Brev maa jeg jo
gjentage mig selv.
Jeg har heller aldrig haft i Sinde at bevæge Dem
[3]
til at gaa Krogveje eller til at “indynde” Dem hos
Vennerne ved at tale dem efter Munden. Sligt
finder jeg frygteligt lige saa vel som De, og jeg forstaar
ikke, at De kan lægge en saadan Betydning i mine
Ord.
Jeg har for Forsoningens Skyld gjort Dem opmærksom
paa, at der er en Middelvej at benytte, naar det gjælder
uvæsentlige Ting: Og de Ting, jeg tænker paa forekom[-]
mer mig uvæsentlige. Jeg finder det sørgeligt at bygge
en Konflikt paa en ubetydelig Sag som den Frk.
Holtenske
eller paa det sidste Ord i et Blad, som alle-
rede er dødsdømt.
Jeg vil naturligvis ikke paatrykke Dem en Ven; opdager De
at De ikke harmonerer med et Menneske, kunde det aldrig
falde mig ind at forlange, at De skulde bevare ham
som Ven hele Deres Liv. Men der er saamange Men-
nesker, som man ikke er Venner med, og som man dog
er nød til i det praktiske Liv at f have et og andet
at gjøre med.
Jeg husker saaledes — hvis jeg ikke fejler — hvorledes De
selv i sin Tid rejste ind til Lyngby til samme Madsen
for at bevæge ham til blive ved “Politiken ” og arbejde
paa Sammenhold ved dette Blad, da der engang var
opstaaet et Brud af rent personligt Karakter i Redak-
tionen. De fremstillede for mig, hvor sørgeligt det vilde
være om hele Foretagendet (den Gang var der jo mere ved
“Politiken” end nu) skulde gaa i Stykker paa Grund af
personlig Uvilje, og De udtalte Deres Indignation over
[4]
at man ikke satte Sagen øverst.
Jeg skal ikke trække Sammenligninger mellem denne Sag
og den foreliggende; de egner sig ikke til Sammen-
ligning; men med denne Tildragelse in mente fore-
kommer det mig, at De maatte kunde forstaa, hvad
jeg har tilstræbt.
Hvis den lille Bemærkning , jeg gjorde i mit Brev om mine
Besøg hos Redaktøren af Berlingske Tidende, har forekommet
Dem som en Anvisning paa at gaa Krogveje og benytte
Bagtrapper, da er det ogsaa en Fejltagelse. Naar jeg,
der ikke er Literat eller Journalist, har ment at kunne gavne
en Sag, har jeg valgt det Sted, hvor jeg troede at min
Artikel kunde gjøre mest Nytte; men jeg har slet ikke
ment, at De skulde gjøre ligesaadan; jeg har kun anført
det exempelvis som Bevis paa, at der var Tilfælde, hvor man
for en Sags Skyld kunde komme til at arbejde sammen
med Folk, som man ellers ikke sympatiserede med.

De siger i Deres Brev, at De ikke kan forstaa, hvorledes
Folk, paa, hvis Sympathi De stolede paa engang alle
kan vende sig imod Dem. Dette véd jeg slet ikke
noget om; jeg véd kun, at naar der staar en Kreds
af Mennesker omkring to fælles Venner, og disse kom-
mer i Uvenskab, saa skulde det være meget mærkeligt
om ikke ogsaa Kredsen delte sig og nogle holdt med
den ene, andre med den anden. Det er muligt, at De
ikke vilde tabe noget ved at miste dem, der gik til
den anden Side — jeg har kun gjort opmærksom paa
at noget saadant sandsynligvis vilde indtræde, hvis De
og Madsen blev alvorlige Uvenner.
[5]
De mener endvidere, at Madsen har lirket Deres gode
Venner fra Dem; jeg kjender ikke noget til hans For-
søg i denne Retning; men hvis De henregner mig til
dem, kan jeg kun sige, at han ikke har været hos mig
i denne Anledning. At Madsen i denne Tid af og
til har søgt mig er bebegrundet i en Artikel til Kunst-
bladet, som jeg har skrevet for at indfri et gammelt
Løfte. At han har omtalt sit Forhold til Dem er
jo ganske naturligt, og at han ikke ser paa det
med ganske de samme Øjne som De, vil De vist
give mig Ret i, er Menneskeligt.
Deres Spørgsmaal til mig vedrørende Kunstbladet kunne
vi vist nok blive enige om, og om Tillids eller Mistillids-
votum’et har jeg ovenfor omtalt udtalt mig. —
Jeg kommer nu til det Punkt i Deres Brev, som har
gjort mest Indtryk paa mig. Det andet, som jeg
har bevist, haaber jeg er Misforstaaelser, som have
tabt deres Betydning, naar de blive rettede.
Den Bemærkning, jeg sigter til, beklager jeg meget, og jeg
kan kun forklare den med, at den er nedskreven i stærk
Sindsbevægelse. De siger “og hvorfor vil De da netop
benytte dette Øjeblik, hvor saa mange af mine Forhaab-
ninger synes at ramle til at stille Dem paa Madsens
Side og tilraabe mig sammen med ham et “mindre
skarp”, — altsaa et “lad os være fri for Dig”!
(Det sidste turde dog være et lapsus linguæ).
[6]
efter dette at dømme maa De jo ikke blot helt have
misforstaaet min Hensigt, men De maa jo betragte
mig som en rigtig skidt Karl, der har valgt netop
dette Øjeblik for rigtig at komme Dem tillivs, rigtigt
gjøre Dem ondt — har jeg da skrevet mit Brev
saa uheldigt, eller hvorledes har De kunnet faa
den Mening om mig? Jeg har naturligvis valgt
dette Øjeblik, fordi det simpelt hen vilde være menings[-]
løst at skrive om denne Sag i noget andet Øjeblik.
Jeg forstaar ikke, at De har kunnet nære saadanne
Tanker om mig. —
Vær forsikret om at jeg ikke i den Tid, jeg har
kjendt Dem, har forandret min Opfattelse af
Dem
Deres Ven
Johan Rohde
Beder Dem hilse Deres Hustru.
[7]
Tak for de møllerske Oplysninger. De skal blive
benyttede med Discretion.

Jeg er nu i Færd med at udsende de rigtige Lodder,
der er solgt for mellem 5 og 600 Kr.
For Kontrollens Skyld har jeg taget Christiansen til hjælp.
Af Hensyn til de ikke til de ikke tilbagesendte Lodder har jeg ment
det heldigst at vente med Trækning til i Løbet af Januar,
hvilket jeg har bemærket paa Lodderne. —

Fakta

Brev
Dansk
Se brev fra Rohde til Hannover 13/12-1888 og fra Hannover til Rohde 14/12-1888 om forholdet imellem Hannover og Karl Madsen.
Den Hirschsprungske Samling