Menu

Primo marts 1888

Afsender

Julius Lange

Modtager

Emil Hannover

Dokumentindhold

Lange ærgrer sig over købet af et af Christian Skredsvigs malerier til Det kongelige Billedgalleri (SMK). Han bebrejder Hannover, at han igen beskæftiger sig med Max Klinger, som Lange anser for en epigon. Han omtaler Charlottenborg-udstillingen og nævner bl.a. værker af Valdemar Kornerup, Rasmus Christiansen, Vilhelm Hammershøi og August Schiøtt i negative vendinger, mens Georg Seligmann og Kristian Zahrtmann roses. Han bebredjer Hannover, at han er til fals for det "affekterte" fremfor det "naturlige".

Transskription

[med Emil Hannovers hånd:]
(Marts 1888)
 
 
Kjære Ven
Tak for Deres sidste Brev og Meddelelsen
om Dem og Deres Hustru. Jeg er ganske
enig i meget af hvad De ytrer, jeg har
ogsaa meget imod Tyskernes Viden-
skab i vort Fag, saa højt som jeg end skatter
fleres, navnlig Bodes Viden. Jeg skylder
Dem ogsaa, fra Deres forrige Brev, en
Tilslutning til Deres nedsættende Dom om
Skredsvigs Maleri, som vi er bleven lyk-
saliggjorte med. Det er slet og tomt. Posi-
tiv Skyld i Anskaffelsen har jeg forresten
ikke; jeg kunde maaske kun have gjort stær-
kere Modstand.
Det fornøjer mig at høre om Deres
[2]
Foretagender og Studier. Dog kan De
nok forstaa, at jeg er lidt misfornøjet
med, at De nu begynder at forsømme
det vigtige Æmne Max Klinger: det
bliver snart 3 Uger siden at jeg læste Deres
sidste Afhandling om denne Storhed, der
for vort Publikums Bevidsthed dog vel nu
udfylder de 9/10 af Europas Kunst. Vi
ere af særdeles Himlens Naade aabenbart
forud for hele den øvrige Verden i Opfat-
telsen af Max Klingers rette Proportioner.
Tænk om De, mens De gaar dernede i Dres-
den og ser paa Rembrandt og Tizian og 
Rafael osv, skulde gaa hen og glemme
Max Klinger! Ja De mærker maaske, at jeg
er ganske forelsket i Navnet: der er noget
ved det af en Bjælde, som jo har den speci-
[3]
elle Egenskab evig at minde om sin be-
skedne Tilværelse, hvilket kun kan falde van-
tro Mennesker lidt trættende.
Naa, nu er De nok gal i Hovedet for
Alvor! Men jeg forsikrer Dem, at jeg egentlig
er mere gal i Hovedet (i denne Sag) paa
Dem end paa M.K. Det eneste, jeg har imod
ham – foruden at hans Raderinger for det
meste er temmelig daarlige – er at han hører
til de Nutidsfirmaer, som driver en ligefrem
Geschäft med Originalitet. Lad ham det!
Fejlen er hos dem, som bide paa Krogen.
Naa, nu er De nok endnu mere gal
i Hovedet – og jeg forsikrer Dem, at det var
ikke min Mening. Men naar jeg ser vor 
egen nyeste Udstilling, saa er jeg slet ikke hen-
rykt over den yngste Slægts Bedrifter.
Den unge Kornerup har malet et ældre
[4]
Bybud eller Kontorbud i afmagret Til-
Stand og ganske afklædt, pattende sin vox-
ne Datter, og man maa haabe, at han
finder bedre Smag i hende end jeg gør.
Knaldende Virkning à la Bonnat – Gud ved
hvor han har lært den! Dagslys over Over-
kroppen, Maaneskin over Benene: vel under-
rettede Personer paastaa rigtignok, at det skal
være Koldbrand i Benene; men jeg paastaar,
at det er Maaneskin – hvilke uhyre og u-
forudsete Vanskeligheder Kritiken har at kæm-
pe med! Det gamle Kontorbud, som ingen
Klæder har og derfor heller ingen Lommer,
maa alligevel have skjult en Lommekam
et eller andet Sted; thi hans Haar er nylig
friseret tværs over den skaldede Isse fra
det ene Øre til det andet – saaledes som ældre
Kontorbud gør det. Jeg ved naturligvis
[5]
meget godt, at Billedet med alt det gode
kunde være et Mesterværk, eller i alt Fald
et indholdsrigt Værk; men det er det bare
ikke: for mine Øjne synes det meget lidt
lovende. – Saa er der en forloren Søn ude
ved sine Svin, af Christiansen – en fuld-
komment pænt vasket og selv i godt køben-
havnsk Selskab præsentabel Model i en
bedrøvet Stilling. – Og saa er der Ham-
mershøjs Job! Ja hvor ondskabsfuld man 
end er af Naturen, maa man jo indrømme,
at dette Billede har en hel Del mere at
sige end de andre, at der er en malerisk Klang
og Tone i det. Men jeg kan ikke lade være
at hviske ganske sagte og ængstelig: Mon det
dog ikke skulde være en lille Smule saadan
af det, som man i min Ungdom kaldte af-
[6]
fektert??? Ak denne sagte Hvisken
vilde løfte sig til et skrækkeligt Raab
om en soleklar Kendsgerning: Geschäft
med Originalitet! – hvis vi ikke var saa
bange for at blive spiddede paa Karl
Madsens og Emil Hannovers spidse Penne.
Men saa længe som disse Riddersmænd staa
Vagt om ‟de yngste” og ikke taale nogen
Mukken om noget Muggent og usundt
paa den Kant, saa vove vi kun at hviske.
Nej, lad os holde os til de gamle:
Der er f. Ex. Professor August Schøtt,
Medlem af Akademiet, R. af D., som har
malet den skiønne Imogen, der belures 
i sin Søvn af den snedige Jacchimo.
Hun er sød, den Imogen, kan De tro, som
om hun var bagt af Kagedejg. Jeg for-
[7]
sikrer Dem, at det er saa lidt usundt, at
det kunde anbefales som den ferskeste og
mindst hidsende Patient-Diæt.
Kære Ven! De maa ikke optage dette
som første Levering af en gennemført
Udstillingsanmeldelse, det kunde sikkert blive
noget trættende for Dem. Men jeg har under
mine Besøg paa Udstillingen tænkt en hel
Del paa Dem og gjort Dem nogle Bebrej-
delser, fordi De somme Tider er med til at se igennem
Fingre med det affekterte og overhovedet
ikke gør den rette Forskel mellem det som
griber med den naturlige Tilskyndelses Magt
og det som udklækkes af Trangen til at
hitte paa etwasnochniedagewesenes, som 
kan være en Plakat for En selv.
[8]
Der er en ung Debutant, Seligmann,
som har malet smukke Ting, – jeg ved ellers
intet om ham, ingen kender ham. Den
unge Poul Blochs Portræt af sin Fader
kan jeg egentlig ikke vurdere saa højt som
mange gør det. – Zahrtmanns nyeste
Leonora Kristine holder jeg mere og mere
af, alt som jeg ser paa det; dog er vistnok
Hovedfiguren her den ringeste.
Naa, nu har De nok af min giftige og
Galdesyge Passiar – behold nu ingen slem
Smag i Munden efter den. Hils Deres
Hustru mange Gange, ligeledes Prof. Treu,
hvis De skulde se ham, og forsøm ikke
at skrive til mig.
 
Deres hengivne
Jul. Lange

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår delvis af Hannovers påskrift: Marts 1888, og af det forhold, at der i Langes brev af ca. 6.3.1888 sandsynligvis hentydes til nærværende brev, som da må være skrevet før, dvs. i begyndelsen af marts 1888.
København
Dresden
Den Hirschsprungske Samling
Trykt i P. Købke (ed.): Breve fra Julius Lange, København 1902, p. 239-241 (med udeladelser og stavetilretninger).