Før juni 1888

Kære Frk. Weis!

Jeg haaber De ikke bliver forundret over at jeg svarer paa Deres Brev, der ligger saa mange direkte Spørgsmaal deri foruden dem, der skjuler sig mellem Linjerne, at det formelig kribler mig i Fingrene efter at “udtale” mig, men kommer denne Udtalen noget til at ligne en “Udkrammen”, saa haaber jeg at De uden Antipati vil forstaa, at andre kan være anderledes anlagte end De overfor den Slags, og at f.Ex. jeg netop trænger til at udlade mig om hvad jeg reflexterer over, vel at mærke naar man tror at turde gøre Regning paa en ikke helt almindelig Forstaaelse, – og derfor ikke vil opfatte det hverken som paatrængende eller lapset, naar jeg skriver noget om mig selv, thi saadan 

[2]

er jeg nu en Gang anlagt, at det kun er ved Samtale, ved Udvexling med andre, ved Nedskriven, at jeg kommer til Klarhed over mig selv og desværre mangler jeg Ævnen til indefra, paa ensomme Spaseretoure at komme videre. Se derfor bliver jeg ikke træt af København, for et stærkt Kulturliv er nødvendigt for min Udvikling – nu; Se derfor beklager jeg – for mit Vedkommende – at De er i Aarhus, for De hørte virkelig med englelig Taalmodighed paa mine – skal vi sige Besværinger og gav mig en Gang imellem et lille Puf, et lille Svar paa Tiltale; disse Smaaudtalelser, skriver De, er egnede til at afjaske én – den Tankegang har jeg den dybeste Respekt for, men De kan nok mærke den ligger ikke for min Stemme, for mig er “Tale” “Guld” og “tie” Sølv, – men naturligvis kan man let blive enig om at de Mennesker er at foragte, som taler om Udødeligheden ved Rullepølsen, og Socialismen ved Osten.
[...]