Spring til indhold
Menu

1896-02-02

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Zeuthen arbejder på en sammenlægning af Den frie Udstilling og Charlottenborg-udstillingen. Hannover er rasende, og mener at Zeuthen har taget ufine metoder i brug for at få projektet gennemført. Ifølge Hannover skyldes Zeuthens holdning egne personlige interesser i foretagendet. Et brev (dateret 30. januar 1896) hvori Rohde redegør for sin uvilje imod forslaget, nåede heldigvis frem tidsnok til at kunne præsenteres i forbindelse med medlemmernes afstemning om sammenlægningen, men det er endnu uvist om Den frie Udstilling kan reddes. Slott-Møllers har vist sig at kæmpe på den rette side i denne sag. Hannover benytter også lejligheden til at skælde Rohde ud for ikke at tage sagen alvorligt nok, og roser afslutningsvis  hans arbejder på Kunstnernes frie Studieskolers udstilling. Karl Madsen har ikke nævnt Rohdes værker med et ord i sin anmeldelse af udstillingen. Lange har desuden bedt Hannover forhøre sig om muligheden for at erhverve nogle af Rohdes litografier, og Hannover spørger hvordan han skal betale for en reol han har købt af Rohde.

Transskription

I
 2/II-96
 Kære Ven,
 De vil af Fru Slott-Møllers
 Brev
erfare det meste af det, for
hvilket jeg skyldte Dem Regnskab.
Jeg synes, hun var bedre i Stand
til at aflægge et saadant og bad
hende gøre det. Min Rolle i den
sidste Tid har jo som sædvanlig
været udenfor Kuliusserne, og til
selve Skuespillet, hvis Beskrivelse
jeg mente man skyldte Dem, havde
jeg jo ikke en Gang Adgang som
Tilskuer.
Jeg havde i Mandags efter at have
læst Forslagene fra Charlottenborg
en lang Samtale med Zeuthen.
Han havde selv ønsket, den
skulde komme i Stand. Jeg forlod
ham med bitre Fornemmelser
mod ham først og fremmest,
men dernæst ogsaa mod Dem,
Willumsen etc, – paa hvem jeg
havde stolet. Først nu véd jeg, at
jeg havde ingen Grund til at spørge
[2]
 mig selv, hvor mange Tunger, I,
 som er mine gode Venner, har at
 tale med. Men jeg véd ogsaa nu, at
 Zeuthen er en Løgnhals, og jeg vil
 tvinge Dem en Gang til at tro det.
 Han sagde om de fri Udstillere,
 at de alle som én ønskede Sammen-
 slutningen. Da jeg om Dem sagde, at
 De inden Deres Afrejse havde bedt
 mig gøre, hvad jeg kunde, for at
 hindre Sprængningen af den fri,
 erklærede han det for umuligt,
 thi hans Opfattelse af Dem var
 den, sagde han, at De langt fra
 var af de uvillige. Willumsen
 beskyldte han for at have erklæret
 sig tilfreds med Forslagene, og saa-
 ledes var der ikke én af dem, som
 jeg ansaa for rene, han ikke for-
 søgte at blakke. Og han gjorde
 det med saa mange af den hæderlige
 Mands Slag for Brystet og Tilbud
 om Eder[?], at han fik mig til at
 vakle i min Tro selv paa Dem.
[3]
 Telegrammet til Dem var en Følge
 heraf (jeg beder Dem tilgive, at jeg
 satte Dem i Udgift; jeg havde her
 betalt ”Svar betalt”, men fik Dagen
 efter Pengene tilbage, thi fordi Te-
 legrammet var ønsket eftersendt i 
 Tilfælde af Deres Fraværelse, kunde
 dets Besvarelse ikke betales her); jeg
 maatte forsøge, mon det ikke var
 muligt at trænge Zeuthen ud af
 de Løgne, hvormed han barrikaderede
 sig. Thi det var mig, efter at have
 talt med Willumsen, ikke længere
 tvivlsomt, at Zeuthen benyttede
 alle Midler for at faa denne
 Sammenslutning i Stand. Det er jo
 ganske samme Forhold, som da
 han i sin Tid vilde udlevere
 Retshjælpen og efter alle Kunstens
 Regler blev smidt ned af sit For-
 mandssæde i den. Kun er der den
 Forskjel, at her er det endnu lettere
 end den Gang at øjne Maalet for
 hans personlige Interesse ved Sagen.
[4]
 Hvis det nye Kunstnersamfund
 kommer i Stand, er det Meningen,
 at det skal have en juridisk
Forretningsfører, og at denne vil
blive Zeuthen, derom kan der vel
vanskelig være Tvivl. Det, der har
oprørt mig i hele denne Sag, er den
Maade, paa hvilken han for sin
egen personlige Interesses Skyld har
været emsig for at sælge den fri
Udstilling – tilmed paa skidne Vil-
kaar og uden at have noget Mandat
dertil. De Aftaler, der foreligger
mellem ham paa den ene Side og
Helsted, Charlottenborgs Repræsentant,
paa den anden, kender jeg ikke,
men derom føler jeg mig overbevist,
at de er nærmere ved at være
hele og end halve.
Ud fra denne Forudsætning lykkedes
det mig at ophidse de fri Udstillere.
Jeg sagde dem, de kunde sikkert
spare sig al Ulejlighed, thi Zeuthen
havde allerede solgt dem. At han
har mistet noget af Grunden under
sig, vil De forstaa, naar De i
[5]
 2.
 Fru Slott-Møllers Brev læser,
 til hvilken beskeden Stilling man
 tvang ham tilbage.
 Saa instruerede jeg Slott-Møllers
 paa det bedste i Fornuft og Logik,
 og jeg fik hende til at tage Ordet i
 Mandens Sted. Samme Formiddag
 Mødet skulde finde Sted om Aftenen
 kom Deres Brev, for hvilket jeg
 takker Dem mangfoldigst. Tilgiv
 mig, at jeg for en Gangs Skyld
 saa Guds Finger i Spillet, og at
 jeg derfor uddrog af Deres Brev,
 hvad De skrev om Deres Uvilje
 mod Sammensmæltningen og
 Deres Ringeagt for Forslagene fra
 Charlottenborg – og sendte
 disse Uddrag til Fru Slott-Møller,
 som jeg bad forelægge dem ved
 Mødet. Virkningen udeblev ikke.
 Det er vel nok endnu
 meget tvivlsomt, om den fri
Udstilling alligevel kan holde.
Men den vil i hvert Fald ikke
komme til at falde uden Protest
[6]
 fra majoriteten af dens Parthavere,
 og moralsk er der dog nogen
 Trøst i dette. Jeg haaber, De vil
 gøre alt for at bevæge Skovgaard
 til at blive; Zeuthen vil naturligvis
 gøre alt for at bevæge ham til
 at gaa. Men selv om det ikke
 lykkes, og selv om han tager
 Viggo Pedersen med (hvad der dog
 synes meget tvivlsomt), saa
 er der dog ingen Grund, synes jeg,
 til at opløse den fri. Thi denne
 vi jo dog i flere Aar ingen
 Glæde faa af Skovgaard, som
 skal dekorere Viborg Domkirke
 og er engageret med andre mo-
 numentale Arbejder, der ikke
 kan komme Deres Udstilling
 til Gode.
 Efter alles Sigende var Sammen-
 komsten forleden efter Mødet
 den mest vellykkede, der nogen-
 sinde har været. Den varede
[7]
 til Kl. 4, og selv Slott-Møllers
 havde befundet sig vel. For en Gangs
 Skyld har de virkelig baaret sig
 klogt ad, og deres Holdning i denne
 Sag har gjort Ende paa den Mis-
 tanke, hvormed jeg til det sidste
 var vedblevet at betragte dem. –
 Hermed tænker jeg, De har
 tilstrækkeligt. Det gør mig jo nok
 lidt ondt for Dem, at De skal døje
 alle disse mange Sider. Men paa
 den anden Side synes jeg, De har taget
 hele Sagen altfor let og opgivet den
 altfor tidlig. Hvad Deres Stemme vejer,
 er set forleden Aften; De har virkelig
 ikke Lov til at lade være med at
 lægge den i Vægtskaalen, saalænge
 denne ikke er sunken endelig
 til den Side, som ern den fri Udstillings
Bevaring.
Tak saa for alt, hvad der ellers
stod i Deres Brev. Deres Liv dermed
er næsten daglig Genstand for
min hidsige Misundelse. De
lykkelige fri Mand!
[8]
 Ja, den Mand løj ikke, som sagde
 Dem hvor smuk Udstillingen af
 Deres og Deres Kammeraters Arbejder
 var. Den lukkes i Dag; jeg var
 deropppe endnu i Morges og glædede
 mig ikke mindst over Deres del
 af Udstillingens. Aldrig har jeg set
Deres Billeder tage sig bedre ud.
Madsen har i sin Anmeldelse
i ”Tilskueren” en hel Side – mest
Ros – over Svend Hammershøj;
om Dem ikke et Ord; Deres 
Navn er end ikke nævnt i Ar-
tiklen.
Dog: nu er jeg igjen kommen ind
paa Ting, som er egnede til at
ærgre Dem midt i den Fred,
hvorover De saa forstaaeligt
glæder Dem. Skriv mere til mig
om den lille Gade, hvori De
boer, om Katten og Giulietta,
om forum og Sabinerbjærgene.
Jeg bliver aldrig træt af at høre
om al den Dejlighed, som i min
Erindring intet har mistet af
sin Tillokkelse.
[9]
 Deres Reol klæder min Stue
 smukt; mine nye Stuer er i
 det hele meget pæne. Jeg har tre
 af dem, alle store og gode nok
 til at jeg godt kan bliver her
 Resten af mit Liv, hvis Skæbnen
 blot vil lade det i Fred.
 Maa jeg sende Dem Pengene for
 Reolen, eller maa jeg betale
 D dem til Deres Fader. Er det ikke
150 Kroner?
Mon jeg har skrevet til Dem,
at Jul. Lange gærne vilde eje
Deres Litografier? Han spurgte
mig en Dag, om jeg turde sige 
det til Dem.
Et Rygte vil vide, at De fore-
løbig slet ikke tænker paa
at komme hjem. Mon det er
sandt? Længslen efter Dem
er i den sidste Tid begyndt at
krible jævnlig i mig.
Lev vel, vær forsigtig med
Deres Helbred og med Stegemandens
Mad. Deres bestandig hengivne
Emil Hannover
[i nederste venstre hjørne på skrå:]
 verte
[10]
 De vil af Fru Sl.-M.’s Brev se,
 at Zeuthen mener, at hvis den fri
 Udstilling skal bevares, bør den
 alligevel sende Charlottenborg Freds-
 betingelser, men af en saadan Natur,
 at de ikke kan accepteres deroppe.
 Det forekommer mig, at
disse Fredsbetingelser, hvis de
virkelig skal være garderede mod
al Udsigt til at accepteres, let vil
blive latterlige i deres Fordrings-
fuldhed. Og er de for lidet fordrings-
fulde, kan de fri Udstillere jo
risikere, ar de modtages. Der er 
overhovedet her en vid Mark
for nye Rævestreger af Zeuthen.

Fakta

Brev
Dansk
Datering i brev
København
Rom
Den Hirschsprungske Samling
Kasse 147. EH 0002 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 1 Kasse 147. EH 0003 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 2 Kasse 147. EH 0004 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 3 Kasse 147. EH 0005 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 4 Kasse 147. EH 0006 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 5 Kasse 147. EH 0007 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 6 Kasse 147. EH 0008 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 7 Kasse 147. EH 0009 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 8 Kasse 147. EH 0010 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 9 Kasse 147. EH 0011 E. Hannover til J. Rohde 1896-02-02 10