1896-03-24

Kjære Ven!
 I det sidste bevægede Brev, jeg modtog fra Dem —
 allerede for meget længe siden, bad De mig om nu
 ikke at glemme Dem; men snart igjen fortælle
 Dem lidt fra min lille Gade.
 Ja, kjære Ven, skjønt det ikke er med Lethed, at
 jeg fører Pennen, vilde det dog være mig en For-
 nøjelse at lade den løbe, naar den kunde bringe
 lidt af Italiens Sol hjem til en god Ven; —
 Men Intrumentet er forstemt, og saa gjør man
 bedst ved ikke at spille paa det. —
 En stor Løgn at Tiderne skifte; nej de er netop
 som man sagde i gamle Dage, evige og uforander-
 lige; vi har nu som fordum den samme
 gamle, kolde Tramontan; den blæser ud af
 hveranden Konvolut, der kommer nordfra — fra
 den anden Side Alperne. —
 Forlang derfor ikke at jeg skal tage Traaden
 op fra sidst — dér, hvor vi slap den — jeg
 lader hellere mit Navn og Rygte udlevere
 til den første den bedste, der “med Haanden

[2]

paa Brystet og Eden i Munden” forsikrer om Exi-
 stensen af mine to Tunger — og om andet ondt
 —en ærlig Mand kan dog alligevel ikke i Læng-
 den holde ud mindst én Gang om Aaret at af-
 give en beediget Forsikring om sin Ærlighed.
 —.
 Det er godt nok at tale om Ansvar og Betydning og
 hvad ved jeg — men De ved jo dog godt, kjære
 Ven, at der er visse Folk, som man i det hele
 taget aldrig kan regne med, naar man ikke
 stadigt er “over dem”. — Der skal stadigt et Par
 Øjne til for at holde Dem i Geleddet.

Er der ikke noget som hedder saadant noget
 som ude af Øje ude af Tanke; — jeg
 saa det jo haandgribeligt forleden Dag, —
 da man meddelte mig et Resultat — , et af
 dem, der kan varme en brav Mands Hjærte, —
 længe førend min — samvittighedsfuldt forlangte
 —Stemmeseddel endnu kunde være modtagen.
 Naa den havde vel hverken gjort fra eller til og
 i hvert Fald kun gjort et snavst Indtryk i
 den almindelige Jubel over endnu en vunden
 Sejr — ja tænkt! at en Achen kunde erobres!
Jeg venter ganske nysgjerrig paa den næste.
—

[3]

Aah nej, kjære Ven! Fanden med det hele; —
 det bliver dog skidt, hvordan man saa end drejer
 det — Smæltes om! er det ikke saaledes Henrik
 Ibsen siger.

Men De har dog alligevel Grund til at
 misunde mig, der til alle mine Sorger dog kan
 føje den Glæde, at jeg — i hvert Fald for en liden
 Stund — er fri Fugl.

Om jeg nu en skjønne Dag saa Dem ind
 ad Døren! De vilde ligesom jeg lade Dem
 vække Kl 6 om Morgenen af Solen ovre fra
 Palatin og arbejde som den flittige Bi den
 ganske Dag — og om Aftenen saa vilde vi
 kysse Pigerne og drikke Montepulciano og
 naar vi med hinanden under Armen med
 en Cavour eller en Minghetti — thi Havaneserne
 maatte De give Afkald paa — i Munden slen-
 trede op og ned langs Tiberen i Maaneskinnet
 fra Vesta-Templet og ned til Malthesernes gam-
 le Have — frem og tilbage — saa vilde vi bil-
 de os ind at vi virkelig var i den allerbedste
 af alle Verdener; — thi det er nemlig
 Hemmeligheden ved Italien — troer jeg —

[4]

at man her kan bilde sig noget ind.

Men desværre sidder De jo som en Koral vok-
 set fast til Havbunden med meget, meget
 Vand ovenover Dem og mange, mange store
 Torsk omkring Dem.
 Men kommer De ikke herned saa vær dog
 i hvert Fald forvisset om, at der sidder
 en oppe paa Capitolium, som dog af og
 til tænker paa Dem og takker Dem
 for hvert et Brev De sender ham.

Deres hengivne
 Johan Rohde

Det glæder mig overordentlig meget, at Julius Lange
 bryder sig om at eje mine Lithographier. Hils ham
 fra mig og sig ham det, naar De ser ham; han
 vil dog maaske vente med at modtage dem til jeg
 kommer hjem; da jeg daarligt pr. Brev kan forklare,
 hvilke jeg mener er de bedste af Trykkene.
 —
 De spørger mig om Prisen paa min Reol — som
 jeg ikke begriber, De gider eje; — jeg tilbød Henrik-
 sen den for 100 Kr; og denne Pris staar den altsaa
 ogsaa Dem i. Pengene kan jeg altid faa, naar jeg
 kommer hjem.